– Jeg fik et kram fra Himlen

Diana Kragh blev opmuntret af en åndelig oplevelse på inspirationsdag for kvinder sidste efterår.

Af Diana Albin Kragh
Da jeg skulle til kvindedag i oktober sidste år, var det med nogen forventning om at mærke Gud. Jeg synes nemlig, at det ind imellem kan være svært at dyrke forholdet så meget, som jeg trænger til, i den hverdag, som hele tiden drøner af sted.

Jeg oplevede også megen kamp for at få fri fra overarbejde, og valget måtte tages, om jeg skulle tage af sted eller arbejde. Men jeg havde sådan et behov for at være i Guds nærvær og tog derfor turen med en meget god veninde. Under lovsangen stod jeg med rigtig mange tanker, blandet med min længsel efter at mærke Jesus.
Der, lige der, spillede nærmest en film i mine tanker:

Som en film i tankerne

Jeg var fast besluttet på at skulle nå ud til sidste klitrække ved havet. Det var med nogen kamp, jeg fik kæmpet mig ud til den sidste klitrække. Hele tiden kiggede jeg mig tilbage for at se indover land. Der var temmelig mørke skyer; de fik himmel og land til at gå ud i et, da det var ved skumringstid.
Bilerne på vejene havde travlt, jeg kunne følge dem med deres lys, vindmøllerne stod og snurrede rundt. I husene var der travlhed, det kunne de oplyste vinduer afsløre, hele synet bar præg af travlhed. Jeg måtte bare væk fra det et øjeblik.
Når jeg kiggede mod havet, var der nu meget lysere, der var ingen skyer, solen var gået ned, og kun de sidste rester af dens glød lod den smitte af på himlen. Sådan så det ud, da jeg nåde ud til kanten.
Jeg satte mig ned og kunne nu mærke, jeg var lidt i læ fra den lidt friske vind, jeg ellers havde mødt på vejen dertil. Jeg sad nu med min sweater og krøb lidt sammen. Jeg rejste mig ind imellem for at kigge over land. Jeg kunne bare ikke finde roen indeni.
Da jeg sad der, kom en person forbi. Jeg kiggede ikke på hans ansigt, men jeg vidste, det var Jesus. Han spurgte: ”Må jeg have lov at sætte mig her ved siden af dig?” Jeg nikkede og sagde ”ja”. Så var det, som om jeg så hele filmen lidt på afstand.
Jeg fortalte ham omkring alle mine tanker, fortalte, at jeg var ked af, jeg ikke havde brugt mere tid sammen med ham på det seneste. Jeg rejste mig hele tiden for at kigge ind over land. Når jeg satte mig igen, var det med en ny tanke. Jeg fortalte, hvornår jeg havde handlet forkert, og alle de steder jeg havde fejlet. Jeg havde så mange ord hele tiden, at jeg ikke kunne høre og fange, hvad han sagde til mig.
Så på et tidspunkt efter at jeg havde sat mig ned igen, lagde han begge sine arme omkring mig og holdt lidt fast, for ligesom at stoppe mig i alle mine tanker og ord. Så sagde han: ” Shh….. stille nu, du er i orden, du er god nok. Vær nu stille og se ud over havet, for derude er der ingen forventninger, bare vær stille”. Pludselig mærkede jeg den fred, freden som jeg kun kender igennem Jesus. Så sad vi bare der stille og roligt.

Tilbage til lyden af lovsang

Da filmen var spillet færdig, stod jeg tilbage med lyden af lovsangen fra de mange kvinder, der var samlet. Jeg er dybt taknemlig, for jeg fik et kram fra himlen, lige da jeg trængte til det.