Jesus be’r for os…

Jesu bøn i Getsemané er en af de ting, vi mindes i påsken. Men samme aften havde han bedt for sine disciple og alle, som siden er kommet til tro.

Jesus bad en bøn for sig selv den sidste aften, før han blev taget til fange. Det er noget, mange husker. Gennem årene er der også lavet en mængde malerier af Jesus, der be’r i Getsemane.

Men tidligere på aftenen havde Jesus bedt en anden bøn. Her bad han for sine disciple. Sikke en omsorg. I den svære situation tænker han på disciplene, før han tænker på sig selv!
Han be’r for det liv, de skal til at leve nu, når han ikke er sammen med dem rent fysisk i det daglige længere. Jesus ser fremad og be’r om, at Gud må holde dem fast, så de kan bevare troen.
I verden vil det se ud, som om de er helt overladt til sig selv, nu hvor man ikke længere kan se Jesus med det blotte øje. Og derfor ber han om, at hans Far i himlen, som også er deres Far i himlen, må holde dem fast og føre dem frelst gennem livet, helt frem og helt hjem.

Gælder også os

Bønnen gjaldt ikke kun de 11-12 mænd, der var til stede i nadversalen. Den gælder også alle os, der sidenhen er kommet til at tilhøre Jesus og er blevet føjet til hans discipelflok. Derfor er den en dejlig prædiketekst at lytte til.
I sin bøn ber Jesus om, at vi kristne, mens vi er på jorden, må blive holdt fast ved Guds navn. Verden er skabt af Gud og har stadig et smukt aftryk af hans hånd. Samtidig er verden også et risikabelt sted at opholde sig for en kristen. Der er løbet meget vand i åen, siden dengang i begyndelsen, da alting var godt. En ond og pervers, skummel magt har besat verden. Menneskene inviterede ham selv indenfor.

En slagmark

Selv om vi nyder foråret, er det en kendsgerning, at verden er en slagmark. To magter står overfor hinanden her i livet: Gud, som er lys af lys, versus Guds fjende, som repræsenterer mørket.
Jesus kom til jorden for at fri mennesker ud af mørkets magt og flytte os over i sit rige. Men Jesus afskaffede ikke det onde, da han var her. Hvad ville der da være blevet af os? Det vil han først gøre, når han vender tilbage igen for at holde dom og nyskabe verden. Indtil da be’r han om, at vi må blive fornyet i troen på ham, som har navnet over alle navne, og som er den eneste, der kan frelse os.
Samtidig be’r Jesus også om, at alle kristne må være ét i hans navn. Det handler om sammenhold, men også om meget mere end det. Han siger i sin bøn, hvad det er, der skal bevare os i den sande enhed med hinanden, nemlig at vi holder fast ved Guds ord. ”De ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem”. Ganske som han ved en anden lejlighed sagde: ”Salige er de, som hører Guds Ord og bevarer det.”
Her er det, der holder sammen på den kristne kirke ud over jorden: at vi hører Guds ord og tager imod det. Det handler om at tage imod det bibelske budskab, når vi hører og læser og bruger det. For da vil det bære os.

Ordet er holdepunkt

Sådan holder Gud os fast. I Guds Ord har vi noget, som Guds fjende står magtesløs overfor. Når vi lytter til Jesus og tager imod det, han siger, da kan vi være til stede i verden med frimodighed.
Så bliver vi opmærksomme på de stærke kræfter, der vil pille vores tro fra hinanden. Men vi bliver også trygge af at høre Ordet. For det bliver vores faste holdepunkt her i livet, vores urokkelige fundament. Der er ikke nogen eller noget, der kan rokke ved det. Jesus siger jo, at himmel og jord skal forgå, men at hans ord aldrig skal forgå.
Og så siger Jesus amen og går ud i den stille forårsaften. Nu skal han ud og gøre noget for os, noget, der er større, end nogen af os rigtig kan forstå. Han skal ud og give sit liv, ganske frivilligt, for dig og mig – for alle os kristne, som han lige har bedt for.
Vi ved, at timerne, der fulgte efter, lignede et nederlag. Men gennem det, der skete, sejrede Jesus. Han vandt, da han gav sig hen på Golgata. Verden forveksler det med svaghed, men intet er mere forkert. Drivkraften i ham var den stærkeste kraft i verden: Kærlighedens kraft.
Det er den kraft, der er så stor, at han bad for os, før han bad for sig selv. Sådan var han, og sådan er han stadig. Han er den samme i går og i dag og til evig tid.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid, og i al evighed. Amen.

Søndagens tekst: Joh. 17:1-11

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Jesu ypperpræstelige bøn
1Derefter så Jesus op mod den mørke nattehimmel og sagde: »Far, nu er tiden inde. Ophøj din Søn, så jeg kan ophøje dig. 2Du har jo givet mig den højeste myndighed over hele menneskeheden, for at jeg kan give evigt liv til alle dem, du har givet mig. 3Det evige liv er at kende dig, den eneste sande Gud, og den Frelser og Messias, som du har sendt. 4Jeg har æret dig her på jorden ved at fuldføre den opgave, du gav mig. 5Far, ær du nu mig og før mig tilbage til din herlighed – tilbage til den position, jeg havde hos dig, før verden blev skabt.
6Jeg har åbenbaret, hvem du er, for de mennesker, som du kaldte ud af verden og gav til mig. De var dine, men du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. 7Nu forstår de, at alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra dig, 8for de ord, jeg har fået fra dig, har jeg givet videre til dem, og de har taget imod dem. De ved nu, at jeg er kommet fra dig, og at du har sendt mig.
9Jeg går i forbøn for dem, Far. Jeg går ikke i forbøn for verden, men for dem, som du gav mig, for de tilhører dig. 10Du og jeg har alt tilfælles, og mine disciple har gjort mig ære. 11Nu kommer jeg til dig, for jeg skal ikke være i verden længere, men de skal leve i denne verden. Hellige Far, hold din hånd over dem, som du har givet mig. Beskyt dem med den mægtige kraft, som du gav mig, for at de må blive ét, ligesom vi er ét!