Spændende aktivitetspark åbnet på Kjelsølejren
Da Kjelsølejren åbnede første del af en ny aktivitetspark, var der både sol, fest, glade og mange fremmødte.
De nye aktiviteter er indrettet på det 5 tønder store natur- og skovområde omkring den nye hovedbygning, der ligger ved vejen mellem Viborg og Århus. Borgmester i Silkeborg Kommune, Sten Vindum, klippede snoren og glædede sig over, at lejren – der siden 1968 har afsat gode fodaftryk i børns og unges liv – ud over en flot lejrbygning nu også etablerer aktiviteter til oplevelser og friluftsliv.
Baggrunden for Kjelsølejren er at give børn og unge oplevelser, der på en god måde kan give et sundt livsfundament. Man ønsker at være et sted, hvor ”det største gives til de mindste” – nemlig oplæring i den kristne tro, så børnene lærer Jesus at kende.
Aktivitetsparken skal give et lejrophold udfordringer og anderledes oplevelser.
Snoren til aktivitetsområdet for de mindste blev klippet over af 8-årige Katrine, mens landsleder i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, Bent Molbech Pedersen, klippede snoren til en 9 huls disc golf bane. Her blev borgmesteren og landsledelsen udfordret af en tidligere Danmarksmester i disc golf, og det viste sig, at borgmesteren og landslederen vist havde brug for at komme i træningslejr.
Bestyrelsesmedlem i LAG Silkeborg Britta Bang åbnede området med shelters og en pavillion. LAG Silkeborg har sammen med Friluftsrådet, lokale og Anlægsfonden givet tilskud til anlægget.
Og endelig åbnede lejrlejer Karen Jensen en krolf-bane med 12 huller. Kjelsølejren samler hver sommer over 300 børn, og der er allerede tilmeldt over 150 børn til årets sommerlejre.
LØJ