Troen gjorde det muligt

Frikirkepræst, rådgiver og åndelig maler Bo Schultz tilgav og hjalp sin alkoholiserede far, da han som ung blev troende. 

Som 23-årig sad Bo Schultz på en bodega. Han var ikke troende og havde aldrig bedt. Pludselig oplevede og så han stedet og menneskene på en ny måde:

– Lige med et kunne jeg se ind bag facaderne. Der faldt skæl fra mine øjne, så jeg kunne se, at det var maskespil, tomt. Folk var ikke ægte. Derfor forlod jeg bodegaen. Da jeg gik på stien hjem midt om natten, vendte lyset mod mig selv. Jeg så, at mit eget liv var ligeså tomt. Det var en objektiv erkendelse. Lige i det øjeblik mødte jeg Jesu kærlighedsånd. Og derefter var jeg en brændende kristen, fortæller Bo Schultz.
Fem minutter senere tog han hjem til sine forældre for at overnatte.
– Dér bad jeg en bøn, og så hulkede jeg og følte tilgivelse, renselse, lægedom…og en stærk fornemmelse af Jesus, af kærlighed. Den var ligeså ægte, som at du sidder der, siger Bo Schultz, der et par måneder senere også oplevede at få et knus af Jesus – som støtte i en svær stund. For nemt har det ikke altid været.
Som barn følte Bo Schultz sig som det sorte får blandt ni søskende og døjede med følelsen af forkastelse.
– Min far sagde det direkte til mig: Man kan jo ikke lide alle sine børn. Da jeg blev kristen, sagde han: ”Fordi det er dig, der kommer med det, vil jeg ikke ha’ det.”
– Men da jeg blev kristen, kom der lægedom og fred i mit liv. Jeg begyndte at elske og interessere mig for min far på trods af hans forkastelse, og hans foragt nyttede ikke noget. Jeg fik ondt af ham.
– Der var ingen vrede længere, selvom han gjorde og sagde mange forfærdelige ting. For jeg havde fået en ny far, der elskede mig. ”Han er ikke længere din far. Nu er jeg din far”, hørte jeg i mit indre. Den beskyttelse af mig følelsesmæssigt gav mig kraft til at blive forsonet med min far, siger han.
I starten blev hans far, der havde et stort alkoholforbrug, værre. Truende.
– Det var nærmest, som om der foregik en uddrivelse af ondskab. Men det betød ikke længere noget, hvad han sagde. Uanset hvad, lod jeg mig ikke gå på. Før stak det mig dybt i hjertet. Fra Gud fandt jeg fred med det. Nu malede jeg mine forældres hus og købte tøj til mine søskende. Før jeg blev kristen var det mit eget liv, det handlede om – nu glemte jeg mig selv. Det var ikke mig, det drejede sig om mere, forklarer Bo Schultz.
Guds kærlighed førte ham tættere på hans far.
– Kort før han døde, sagde han til mig: ”Bed for min usle sjæl”. Og lige umiddelbart inden han døde, sagde jeg til ham: ”Far, du skal vide, at jeg elskede dig.”
”Jamen jeg ved det godt,” svarede han.
– Jeg har fået to knus af Jesus. De kompenserede for de mange år, hvor jeg manglede kærlighed. Den kærlighed fik mig til at føle mig komplet og fuldstændig fri, fortæller Bo Schultz.

Amor assistance

Fem år senere kom han på Bibelskolen Elim i København og mødte sin kone gennem 30 år, Bente.
– Hun er højere end jeg og så ikke til min side. Jeg var meget forelsket og begyndte at bede. Gud sagde: ”Nu skal du sige noget til hende.” Jeg bad Gud sige det til hende i stedet. Tre dage senere, da Bente skulle sove, hørte hun ordene ”Dig og Bo vil passe sammen.” Om morgenen, da hun vågnede, var hun forelsket i mig. ”Jeg er forelsket i Bo”, sagde hun til sin søster. Og da jeg lidt senere så hende til en bryllupsreception, præsenterede jeg hende som min kommende kæreste. Fem uger senere blev vi gift…. Min kone går i øvrigt ikke i høje hæle, siger han og smiler.
Bo Schultz blev pinsekirkepræst i Dragør. Sammen med hustruen kom han med i nyt kirkearbejde – de startede teltmøder i Dragør, da han var 29 år. Efter nogle år blev han præst i København, og bagefter gik turen til Korsør Pinsekirke, hvor parret var i tre år. Sammen med to andre ægtepar var de derefter med til at starte en kirke på Amager – og flyttede tilbage dertil. I dag bor parret ved Køge til leje i et hus, der tilhører Vallø Slot Stift.
– Min kone og jeg er der, hvor der er brug for vores tjeneste. Nu har vi været 14 år i Køge. Vi har tidligere haft kirke i vores hjem i 5-6 år. Mange med psykiske lidelser er blevet løst på få minutter. Vi har haft en rådgivningstjeneste, hvor folk kom på alle tider af døgnet. Men vi blev trætte og har måttet sætte det på stand by. Vi har dog stadig kontakt til flere af dem, vi har bedt for – og rådgiver også i Pinsekirken i Korsør, siger Bo Schultz, der desuden har været medpastor i KBC.
Han er et alsidigt menneske, der ved siden af præstegerningen arbejdsmæssigt har prøvet lidt af hvert gennem årene: Sygehjælper, plejer, kontorassistent, selvstændig virksomhed, og han har også kørt bus i København.

Gud i det nære

For Bo Schultz er det vigtigt at bringe mennesker tæt på Gud. Ikke på præsten. Vi er alle lige. Den personlige relation med Gud er det vigtigste, og alle kan søge eller være heldige at modtage gudsnærvær som gave – hvor som helst og når som helst, mener han.
– En gang skulle jeg til en konference med en stor prædikant. Men min lillesøster, der har haft det svært på grund af min fars opførsel, havde brug for mig. Så jeg blev hjemme hos hende. Og jeg oplevede det mest vidunderlige Guds-nærvær netop dér. Jesus er hos det enkelte menneske. Dér hvor der er brug for hjælp. Det gav mig meget mere end ti konferencer, siger Bo Schultz, der ofte oplever Guds kærlighed som en slags indre strøm.
Da han som yngre i en periode kørte bus i København, kom Guds Ånd ind over ham, da han åbnede dørene på Østerport Station.
– Det gav mig et vidunderligt overskud til hver eneste passager. Hvis alle bare vidste, hvem og hvordan Gud er, ville de strømme til. Gud er ukompliceret og behagelig. Ubeskrivelig god og varm. Bedre end I tror, bedre end jeg tror.
– I bøn har jeg set et glimt af Jesu ansigt, hvor han smilede – en der kiggede dybt ind i det inderste rum. Hvis jeg ser mere af det, så ved jeg ikke, om jeg kan fortsætte med at være jordnær, erkender præsten.
For tre år siden hørte han en indre røst, der sagde, at han skulle begynde at male. – Gud har igennem årene sat mig til så mange ting.
– I starten var jeg ikke helt villig…”så skal jeg jo først til at lære det”, tænkte jeg lidt modvilligt. Men der skete noget, da jeg var lydig mod røsten.
– Nu kan jeg vågne om morgenen og se billeder. Gud har lagt inspirationen i mig. Guds gaver i dig virker på den måde, fortæller Bo, der i dag glæder sig over at male i ånden. Og har fået en del anderkendelse for sine malerier.

Forbøn

At lytte til, rådgive og bede for syge er naturligt for ægteparret Schultz. De har hjulpet mange i tidens løb.
– For eksempel var der en sygeplejer, der havde det svært bl.a. på grund af stress. Hun gik til psykiater og psykolog. Hun kom til forbøn hos os et par gange. En søndag vi bad for hende, hvor hun havde det dårligt, sagde jeg: ”Inden du har rørt dørhåndtaget, så har Jesus rørt dig” … og dét skete. Inden hun nåede tilbage til sit hjem, var hun rask.
– Vi har gennem årene bedt for en del, hvor det er lykkedes at stoppe med medicin, lykkepiller…de er blevet helt fri for medicin. Vi har haft tjeneste med mennesker, der har det svært, siger han.
I dag arbejder han som plejer på Slotsvængets Socialpsykiatriske Botilbud i Lyngby. Det er en akut-modtagelse for folk i psykisk krise.
– Dem med psykiske lidelser i fattige lande uden medicin klarer sig bedre end dem herhjemme. Gud og næstekærlige medmennesker er bedre end medicin, som drukner tankegang og følelser. I dag er der nogle patienter, der holder det hemmeligt, når de holder op med medicin.
– Når min kone og jeg skal bede for dem med psykiske kriser, går vi langsomt til værks. Det sker ofte, at når man tager fat, så starter der en krig i dem. En modstand mod at blive frie.
Nogle ganske få af de mest selvmordstruede og deprimerede kan det være sværere at føre igennem. Det kræver længere tids forbøn, erkender han.
– Det gælder om at lade Kristi fred råde i hjertet. Der er to målestokke: Glæde og fred, så er man på rette kurs, tilføjer præsten Bo Schultz.
Andres meninger og reaktioner betyder ikke så meget, når man er tæt på Gud – og ved, at man handler i overensstemmelse med Guds vilje.