Baptistkirkens næstformand forlader ledelsen med øjeblikkelig virkning
Claus Mester-Christensen har valgt at følge sin samvittighed i homo-vielsesspørgsmålet.
I forrige uge valgte Baptistkirkesamfundets ledelse at stille de lokale menigheder frit mht., om de vil vie homoseksuelle par. Det opfatter næstformand Claus Mester-Christensen som et knæfald for tidsånden, hvorfor han trækker sig.
Debatten om vielse og velsignelse af homoseksuelle i Baptistkirkesamfundet kulminerede i forrige uge. Da besluttede ledelsen, at det ikke skal være op til landskonferencen at afgøre, om kirker, der har valgt at velsigne homoseksuelle, kan ekskluderes af kirkesamfundet.
På den liberale fløj af kirkesamfundet har tre kirker indenfor de seneste måneder taget beslutning om at ville vie eller velsigne homoseksuelle par.
Bibelsk lære?
– Det ligger helt fast, at alle baptistkirker er selvstændige og kan tage præcis de beslutninger, de kan blive enige om, uanset om de er bibelske eller ej, forklarer Claus Mester-Christensen.
Det fastslår et brev fra ledelsen til menighederne 18. juni.
Men med beslutningen om, at man ikke vil lade eksklusionsspørgsmålet prøve ved landskonferencen, har kirkesamfundets ledelse slået fast med syvtommersøm, at velsignelse og vielse af homoseksuelle er i overensstemmelse med bibelsk lære, mener den nu tidligere næstformand.
Han tog derfor straks konsekvensen og meldte sig ud af ledelsen sidste onsdag.
– At landskonferencen, som er kirkesamfundets øverste ledelse, tidligere har anbefalet menighederne ikke at vie eller velsigne homoseksuelle, har man ikke tillagt nogen særlig vægt, siger Claus Mester-Christensen.
For min del oplever jeg det som utrolig problematisk for samarbejdet og fællesskabet i kirkesamfundet, når så markante beslutninger bliver taget lokalt uden nogen hensyn til landskonferencens anbefaling og til fællesskabet generelt.
Knæfald for tidsånden
– Der kan sikkert nævnes mange andre ting, som har været markante lokale beslutninger, men dette er nærmest et mudderskred og et knæfald for tidsånden.
Denne udvikling er med til at splitte kirkesamfundet. Det ønsker jeg ikke at være en del af og har valgt at følge min samvittighed og har meddelt ledelsen, at jeg træder ud af ledelsen med øjeblikkelig virkning, slutter Claus Mester-Christensen.