Grundlovs tanker

Ofte tænker vi på det politiske og det kristne i hver sin kasse. Men uden indflydelse fra kristen tro bliver demokratiet slet ikke det samme.

Som vi har set i fx Egypten og Iran, kan et demokrati også være en ulykke for mindretallene, hvis det blot bliver flertalsdiktatur, og hvis ikke der er indbygget næstekærlighed og retfærdighed i den måde, man omgås.

Åndelig opvågning nødvendig

Da vi i 1849 fik grundloven og demokratiet, var det efter en omfattende kristen opvågning i befolkningen gennem lokale vækkelser i 1700- og 1800-tallet.
Det hører man ikke meget om i historiebøgerne. For de skrives som regel ud fra et verdsligt synspunkt. Her betragtes troen som et helt privat anliggende.
Men vækkelserne havde bevidstgjort folket. Den levende kristne tro løftede folk, så de fik højere idealer end deres egen næsetip. De begyndte at tænke på fællesskabet. De ville mødes for at organisere sig, og måske især for høre evangeliet forkyndt af mennesker, der brændte for budskabet og ikke blot var levebrødspræster.
Men de måtte ikke engang frit mødes for at høre en forkynder eller bare læse i Bibelen. Især frikirkerne og de vakte indenfor statskirken blev forfulgt. I perioder skulle præster og biskopper fx indberette de vakte.
Der er helt sikkert blevet bedt meget. Vi véd fx, at Brødremenigheden – som inspirerede mange andre bevægelser – organiserede 24 timers bøn, når det brændte på.
Ude i Europa skete der frygtelige revolutioner, når borgerne tilrev sig magten fra de herskende klasser. Men herhjemme skete overgangen så fredeligt, at ikke et eneste menneske blev dræbt. Og den grundlov, vi derefter fik, var også præget af fred og forsonlighed.
Alt dette var en følge af, at befolkningen var dybt præget af kristen nytænkning. Vi hører ofte om Grundtvig, og han var bestemt en åndsfyldt kristen, der spillede en afgørende rolle. Men vigtigst var måske ”de stille i landet”, som gennem deres bøn banede vej for forandringen.

Den kulturradikale udfordring

Men snart opstod der partier og bevægelser, som ville trække demokratiet i en ikke-kristen retning. Der var en ateistisk bevægelse med Brandes-brødrene og andre i kulturlivet, som bl.a. førte til oprettelsen af de Radikale og dagbladet Politiken. Fra starten var avisen et opgør med kirken, grundtvigianismen, de klassiske (kristne) normer, foruden kamp mod kongehuset, forsvaret, osv. Og det samme bladhus startede Ekstrabladet, der har gjort, hvad det kunne, for at nedbryde seksualmoralen.
Den samme dagsorden havde den kulturradikale bevægelse, som opstod mellem verdenskrigene, og som siden har undermineret den danske kultur.
Tidligere amtsborgmester Erling Tiedeman, der var formand for Etisk Råd, beklagede engang i et radiointerview, at ”efterhånden er vi alle blevet kulturradikale”.
Selv de borgerlige partier forsøger at være kulturradikale for at blive accepteret af meningsmagerne. Derfor kommer de i splid med sig selv og deres egne værdier. Og derfor får Dansk Folkeparti så mange proteststemmer.
Men værre er det, når også kirken lefler for de kulturradikale anti-værdier for at opnå en kortvarrig accept. Derved kommer kirken i høj grad i splid med sig selv og mister sin troværdighed.
Den store udfordring i dag er tværtimod at gå stik imod den (manglende) moral, der hersker, og tale moral og etik. Vi skal ikke være politisk-korrekte, for det politiske er for tiden slet ikke korrekt. Der er brug for personligheder, der kan være kulturelle, moralske og politiske fyrtårn for befolkningen, fordi de selv er inspireret af den positive ånd, som findes i den kristne tro.
Vi er i mindretal, men vores trumfkort som kristne er netop bønnens magt.
Så brug den dog!