Kæmpebrand nær Jerusalem – muligvis påsat

En kæmpebrand hærgede igår et skovområde nær Jerusalem, og hundrede af beboere af forstæderne Ein Kerem og Kiryat Hayovel måtte evakueres, da ilden nærmede sig deres hjem.

Jerusalems brandchef, Shahar Ayalon, siger, at der er en stærk mulighed for, at branden skyldes ildspåsættelse.

Den udbrød omkring kl.13, og det varede syv timer, før den kom under kontrol. På et tidspunkt var der fare for holocaust-mindeinstitutionen Yad Vashem, hvis stab blev evakueret, og for Hadassah Hospitalet, og der blev udarbejdet en nødplan for overførsel af patienter derfra til Sha’are Zedek Hospitalet langt fra brandområdet.

Hundreder af brandmænd fra store dele af Israel bekæmpede ilden. Også seks brandslukningsfly blev indsat. Fra en politihelikopter, der kredsede over området, blev folk i de truede områder opfordret til at rømme stedet. Politiet gik fra hus til hus for at sikre, at beboerne var taget derfra.

Flere nærliggende veje blev lukket, og eletricitetsforsyningen afbrudt. Beboerne blev opfordret til at holde deres vinduer lukkede og nærmere at afvente politiets instruktion.

Natten til torsdag forblev hundreder af brandmænd i området for at tilse, at ilden ikke udbrød påny.

Der meldes ikke om egentlig tilskadekomne, men mange blev røgforgiftede og havde svært ved at trække vejret.

I de sidste dage meldes om brande i De judæiske Bjerge og andre steder i det centrale Israel