Kærlighed i dødens skygge

Shailene Woodley spiller Hazel Grace og Ansel Elgort Augustus i ”En flænge i himlen” (© 2014 Twentieth Century Fox).
Shailene Woodley spiller Hazel Grace og Ansel Elgort Augustus i ”En flænge i himlen” (© 2014 Twentieth Century Fox).

Ungdomsfilmen ”En flænge i himlen” fortæller historien om to kræftsyge teenagere, der mødes og forelsker sig i hinanden – selvom døden lurer lige om hjørnet.

En flænge i himlen rammer alle de rigtige tangenter i historien om Hazel Grace – filmatiseringen af John Greens bestseller fra 2012.

En flænge i himlen handler om 17-årige Hazel Grace, der er diagnosticeret med terminal cancer. En tikkende bombe er, hvad hun kalder sig selv, en bombe, der vil udslette alt i hendes omgivelser den dag, hun sprænger. Hazel, der synes mere resigneret end vred over en skæbne, hun ikke kan kontrollere, har trukket sig væk fra omverdenen, for hvem kan elske det, der kan ødelægge en? På hendes velmenende mors opfordring deltager hun modstræbende i en lokal gruppe for unge med kræft og møder dér den jævnaldrende Augustus, der har været cancer-fri i de sidste 14 måneder, og hvis højre ben er blevet amputeret under knæet. Hvad der derefter følger, er en smuk, lille kærlighedsfortælling om to mennesker, der troligt ser døden i øjnene hver dag, men nægter at lade den dominere deres liv.
Hollywoodfilm, der handler om døden og især om døende unge mennesker, rammer ofte langt fra den tilsigtede virkning, da deres melodramatiske patos ofte synes mere ufrivilligt morsom end skønsomt sørgmodig. Men En flænge i himlen, der er baseret på John Greens meget roste ungdomsroman, er anderledes: Den behandler sine karakterer som individer snarere end symbolske skakbrikker, der skal rykkes fra A til B for at opnå det rette miskmask af følelser hos publikum. I stedet opnår filmen med sin blanding af fremragende skuespil, behersket sentimentalitet og eftertænksomt budskab at fortælle en ægte livshistorie uden at efterlade publikum med følelsen af at være blevet manipuleret.
Vi bærer alle sammen et ansvar for, hvordan vores egen historie bliver fortalt, siger Hazel Grace i filmens første voice-over. Grace, der betyder nåde på engelsk, griber fat i livet med begge hænder og nægter at lade sig kue, og det er er det mest vidunderlige ved filmen. Instruktør Josh Boones filmatisering falder ikke for klicheerne og formår at skabe en fortælling, der er optimistisk trods sit emne, poetisk når historien kræver det, og smuk selv når det gør allermest ondt. Tag lommetørklædet med i biografen – du får brug for det.

En flænge i himlen • 125 min.
Premiere: 12. juni