Kevin har ondt i maven

Kevin var 8 år – Kevin boede til daglig i slummen i Chicago. Kevin var blevet sendt på KFUM’s sommerlejr sammen med 200 andre drenge, også fra slummen.

Jeg kender ikke til Kevins hjem eller forældre, men jeg ved, at selv om Kevin havde det godt i sommerlejren, fik gode oplevelser sammen med jævnaldrene, fik daglig rigelig og regelmæssig mad, og et trygt sted at sove, så var Kevin ked af det. Trøst hjalp ikke, Kevin havde ondt i maven.
Jeg måtte tage Kevin med op til lejrens sygeplejerske. Her fik Kevin både omsorg og medicin for ondt i maven, og tilsyneladende havde Kevin det nu bedre, men næste morgen var Kevin igen ked af det. Kevin havde ondt i hovedet. Det var selvfølgelig ikke så godt. Kevin og jeg fik en god snak, fuld af opmuntring, men Kevin havde stadig ondt i hovedet. Turen gik igen op til sygeplejersken. Det gjorde den også 3.gang, for nu havde Kevin ondt i benet, og endelig var det helt galt, for nu havde Kevin ondt i maven, hovedet og benet. Sygeplejersken så kærligt på Kevin og sagde: ”Kevin savner du mor og far?” Det fik tårestrømmen til at bryde løs. Kevin havde måske – måske ikke – haft ondt i kroppen, men det egentlige problem var hjemve. Af praktiske grunde var det ikke muligt for Kevin at komme hjem, men efter vi fik snakket om det, gik det bedre, og Kevin klarede de 12 dage i KFUM’s sommerlejr – og var jublende glad, da han så far og mor igen en fredag eftermiddag.

Alle kan have ondt i maven, eller ondt i hovedet, eller en dag, hvor man mest af alt har lyst til at blive under dynen. Vi er jo ikke robotter og skal give vores sind og krop mulighed for at være som de nu engang er skabt, men jeg tænker alligevel: måske er hovedpinen, maveondet, tristheden ikke så sjældent symptomer på ”hjemve” – på, at vi har glemt at møde vores himmelske Far. For første gang ladet os finde af Ham, eller for 1000 gang været så optaget af vort eget, at vi har glemt ham.