Paven bragte bitre fjender sammen
Pave Francis fik Perez og Abbas til at ”smede våben om til plovjern” som i Esajas’ profeti. Gennem fælles bøn håber han at medvirke til fred i Israel.
Kan bøn ændre den fastlåste situation i Israel mellem palæstinenserne og jøderne? Det håber Pave Francis.
Det lykkedes for den næsten nyvalgte pave at bringe Israels præsident Shimon Peres og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas til et fælles bedemøde i Vatikanet i pinsen.
Udfordringens korrespondent i Jerusalem, Richard Oestermann, fortæller, at mødet var fuldt af pomp og pragt – og symbolik.
Fx plantede de to ledere bevæbnet med skovle sammen med paven et oliventræ for at mindes Esajas 2,4-profetien om, at ”de skal smede våben om til plovjern”. En rabbi, som ledsagede Peres, mente, at bedemødet i det mindste kunne vise verden, at religion ikke altid optrapper kriser, men tværtimod kan skabe afspænding.
Fælles for de tre religioner, jødedom, kristendom og islam, er, at de tror på én Gud, og de regner sig som Abrahams børn.
Ved top-bønnemødet sad Paven på den midterste af tre stole, med Peres på sin højre side og Abbas til venstre. Et klassisk musikensemble spillede – med tre jødiske musikere, tre kristne og tre muslimer.
I bønnemødet deltog også 80 religiøse ledere. Sammenkomsten var hjertelig, men også meget formel.
– Vi må bringe en afslutning på råberiet, på volden og konflikten, sagde Peres. – Vi har alle et behov for fred, fred mellem ligemænd.
Abbas sagde: – Vi ønsker fred for os og vore naboer. En retfærdig fred, et værdigt liv og frihed.
Pave Francis sagde:
– Jeg håber, at mødet vil markere begyndelsen til en ny rejse, hvor vi søger at finde det, der forener, så vi kan overvinde det, der skiller.
Paven talte om “børnene, der er forvirrede, trætte af konflikter og længes efter, at freden gryr.”
Han bønfaldt Gud om at komme os til hjælp og vise, at livets vej altid er Shalom, Fred, Salaam!
– Vi vil i lang tid ikke vide, om dette var et symbolsk møde eller starten på en produktiv drøftelse, sagde kirkehistorikeren Alistar Sear.
Mens Abbas er den reelle politiske leder for palæstinenserne på Vestbredden, er Peres kun formel præsident, og han går af om en måned. Men Peres vil så flytte til nye lokaler i Peres-Fredscentret i Jaffa, hvorfra han vil prøve at puste nyt liv i fredsforhandlingerne.
– Til forskel fra statsminister Benyamin Netanyahu, der mener, at palæstinenserne har givet dødsstødet til fredsforhandlingerne ved at oprette en enhedsregering med Hamas, mener Peres, at fredsdrøftelserne må fornys, beretter vor korrespondent Richard Oestermann.
– På tærsklen til sin fratræden som præsident agter Peres at bruge al sin indflydelse på at fremme en tilnærmelse mellem parterne. De, der kender Peres, mener, at han vil prøve at skabe en ramme for en aftale for at forlade sit embede med en ”arv” af fredsforhandlingerne.
Så måske er noget alligevel ændret i den politiske verden efter bedemødet.