Det kristne fællesskab udfoldet

Bonhoeffers ”Fællesliv” er en lille perle.

For den tyske præst og teolog Dietrich Bonhoeffer var intet en selvfølgelighed. Og slet ikke det kristne fællesskab: faktisk starter han denne ny-klassiker med at gøre opmærksom på, at Jesus selv levede, omgivet af sine fjender. Dér har også den kristne sit kald og sin tjeneste. Selv døde Bonhoeffer i 1945, henrettet af nazisterne for sin aktive indsats i den tyske modstandsbevægelse.

Her foreligger så en dansk ny-oversættelse af den bog, hvori han præsenterer sit syn på det kristne fælles-liv (tidligere oversættelser har brugt den mindre inkluderende og forpligtende betegnelse ’fællesskab’). Det er det liv, hvor den enkelte overlader dommen til Gud i stedet for selv at dømme den anden. Allerede tidligt skrev han, at alt skriger efter forening, fællesskab, menighed, men han var omvendt heller ikke blind for de magtstrukturer, man herved ville kunne påkalde:
”Her er ingen tid at spilde, fra første øjeblik ét menneske møder det andet, søger det en kampstilling, det kan indtage og fastholde over for den anden. Der er stærke og svage; er han ikke selv stærk, da griber han straks den svages ret som sin egen og fører den frem mod den stærke”.
Men ikke mindre vigtigt:
”Udelukkelsen af de svage og uanseelige, de tilsyneladende ubrugelige fra det kristelige fællesskab kan betyde udelukkelsen af Kristus, der i skikkelse af de fattige brødre banker på døren.”
Det er nok rigtigt, at hver tidsalder læser klassikerne på sin måde. Og derfor er det også afgørende vigtigt, at de jævnligt tages op til revision gennem ny-oversættelser, der italesætter bøgerne og deres problematikker for nye tider – uden dog at nedtone eller give køb på evighedsperspektivet. Det er tilfældet med Erik Jørgensens oversættelse, så tak for det.

Uden fællesskabet er der intet

Bonhoeffers bog er skrevet i en økonomisk krisetid, der genkendes idag. Det samme gør de politiske grupperinger på yderfløjene, og det gør også minoriteternes betrængte situation. Det er i den slags situationer, at kirken må betænke, at uden fællesskab eller fællesliv er den intet. ”Jeg bør være sammen med mine brødre, når det bliver alvor,” skal Bonhoeffer have sagt, inden han vendte hjem til Tyskland i 1939 efter et kun 3 uger langt USA-ophold.
Forlaget LogosMedia udgav i 2013 et lille uddrag af Bonhoef-
fers bog, og her gik sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen ligefrem så vidt som til at tale om værket som et opgør med den succesrate-orienterede, selvopretholdende, institutionaliserede kirke, der risikerer ikke at kunne se og række ud over sig selv.

Kierkegaard- inspirationen

Til den foreliggende udgave har Kierkegaard-kenderen Peter Tudvad leveret et efterskrift, der kort, men præcist placerer Bonhoeffer og værket i dets historiske ramme. Han kommer også ind på Bonhoeffers interesse for de gammeltestamentlige tekster, der naturligt nok slet ikke fandt genklang hos nazisterne, og endelig berører han inspirationen fra Kierkegaard – som her hvor han peger på, at ”hiin Enkelte” også har sin plads i fællesskabet:
”Vi kan kun være alene, når vi står i fællesskabet, og kun den, der er alene, kan leve i fællesskabet. Begge hører sammen. Kun i fællesskabet lærer vi at være alene på ret vis og kun i alene-væren lærer vi at stå i fællesskabet på ret vis. Det er ikke sådan, at det ene går frem for det andet, men de begynder på samme tid, nemlig med Jesu Kristi kaldelse.”
En lille perle, der ubetinget må gøres plads til i reolsystemet. Og nyd også lige det fine, klare sprog, der er helt sit eget.

Dietrich Bonhoeffer:
Fællesliv
136 sider • 200 kr. • Aros