Et møde i Jerusalem

Da jeg for nogle år siden var i Jerusalem, var jeg en dag taget alene i Den hellige Gravs Kirke. Der var i det hele taget ikke mange mennesker. Tre midaldrende damer stod på den anden side af en temmelig lang passage.

Pludselig skete der noget: Der kom en procession, den var ikke stor, men bemærkelsesværdig. Det var en armenisk procession: Armenierne har deres eget patriarkat i Jerusalem. Først kom tre mænd med en hovedbeklædning, der lignede en fez, og de havde lange stave med metalspidser, som de satte kraftigt ned i stengulvet ved hvert skridt. Det gav en markant lyd, hvilket også var meningen. Efter den kom hovedpersonen, måske patriarken selv, i hvert fald en høj gejstlig, siden han ankom på den måde. Han havde et røgelseskar, som de østlige kirkesamfunds præster sædvanlig har, og det svingede han mod de tre damer, som tydeligt havde vidst, at han ville komme; de bøjede sig og gjorde korsets tegn. Han var ved at gå forbi mig, som han sikkert anså for en uinteresseret eller bare nysgerrig vestlig turist.
Så bøjede jeg mig.
Han skiftede straks udtryk, vendte sig imod mig og svingede røgelseskarret over imod mig. Processionen fortsatte, og oplevelsen var forbi for mit vedkommende.

Se dette var en særlig oplevelse, man ville ikke kalde den “sjov”, men overraskende og anderledes var den bestemt for en dansker. Det var et uventet møde med den første kristne nation, og en nation, der har holdt fast ved troen og lidt meget i historiens løb. Mødet viste en anderledes måde at vise troen på end den, der kendes af de fleste kristne danskere. I dette rum findes både velsignelsen og bønnen, der stiger op til Gud, i kraft af røgelseskaret; og respekt og ydmyghed for Gudsbilledet i den anden.