Mistede alt på ti minutter

I tusindvis af kristne er flygtet fra borgerkrigen i Syrien, hvor de udsættes for forfølgelse og overgreb på grund af deres tro.

Af Per Bergholdt Jensen

Igennem århundreder har kristne armeniere boet i den lille bjergby Kessab, der ligger i Syrien nær grænsen til Tyrkiet. Men den 21. marts i år blev armenierne fordrevet fra deres hjemby af svært bevæbnede radikale islamistiske oprørsgrupper.

I ly af borgerkrigen forfølger oprørsgrupperne religiøse og etniske mindretal. Her fortæller en armensk kvinde om den skæbnesvangre dag, hvor hun blev flygtning:
– Det var den 21. marts, hvor man fejrer mors dag i Syrien. Vi blev vækket kl. 5 om morgenen på grund af kraftige skyderier. Vi var forvirrede og vidste ikke, hvad vi skulle gøre, fortæller Jacklin, som er etnisk armenier og sammen med sin familie har boet hele sit liv i den lille syriske by Kessab.
Kessab er en historisk kristen-armensk by, som ligger i det nordvestlige Syrien ved grænsen til Tyrkiet. Der har boet armeniere i Kessab i mange hundrede år, og byen er vigtig i armeniernes kulturhistorie og selvforståelse. Frem til 1922 var byen en del af Det Osmanniske Rige. I 1915 blev op mod 5.000 indbyggere deporteret og dræbt under osmannernes folkemord på armenierne, hvor omkring halvanden million mennesker blev dræbt. Mange armeniere føler, at denne historie er ved at gentage sig.
Ifølge Jacklin har området omkring Kessab de seneste to år jævnligt været ramt af stridigheder mellem regeringen og oprørerne. Folk fra byen har ind imellem måttet fortrække fra deres hjem i et par dage for så at vende tilbage, når alt igen var roligt. Men denne gang var det anderledes.

Fordrevet af bombardementer

– Da bombardementerne startede denne morgen, havde vi ikke hørt noget lignende de sidste to år. Vi forstod, at det var meget alvorligt, og at vi var nødt til at forlade området. Det tog os kun ti minutter at pakke og forlade huset med vores børn. Jeg ringede til mine forældre, og vi hentede dem og medbragte alt det, som vi kunne nå at pakke, siger Jacklin.
Hun forklarer, hvordan familien blev på vejene uden for byen indtil midt på dagen, mens de afventede nyheder. Til sidst var de ældre trætte, så familien kørte til en nærliggende by, hvor de ventede indtil klokken blev 16.30. Her fik familien besked om, at det var umuligt at vende tilbage til Kessab, fordi oprørerne havde indtaget byen.
– Da det gik op for os, at vi ikke kunne køre tilbage igen, kørte min mand os til kystbyen Latakia tæt ved grænsen til Libanon. Mange mennesker fra Kessab var allerede ankommet. Vi kunne bo hos min fætter og blev i alt 10 dage i Latakia. Vi ledte efter en lejlighed, som vi kunne leje, men de fleste af lejlighederne var allerede lejet ud, og de ledige var meget dyre. Vi havde venner i Anjar i Libanon, som kontaktede os og bad os om at komme, fordi de havde plads til os. Så da vi ikke længere havde råd til noget i Latakia i Syrien, kom vi her. Vi har nu boet her i to måneder, fortæller Jacklin.
Ifølge lokale nødhjælpsgrupper har 300 familier fra Kessab søgt tilflugt i den nærliggende havneby Latakia. Heraf bor mellem 150-200 mennesker i den armenske kirkes krypt. Andre bor hos slægtninge i byen, mens 150 armenske familier fra Kessab har gjort som Jacklin og er flygtet til nabolandet Libanon.
I alt 1,3 mio. syrere er flygtet til Libanon, mens 1,5 mio. er flygtet til andre lande. Halvdelen af Syriens 21,5 mio. indbyggere menes at være flygtninge eller internt fordrevne. FN betegner situationen i Syrien som ”verdens største humanitære katastrofe.”

Vores penge er intet værd

– Det er meget vanskeligt for os her i Libanon, fordi vores syriske penge ikke har nogen værdi. Hvis du ikke tjener penge, er det meget vanskeligt. Der er ikke noget arbejde, og usikkerheden om, hvad der skal ske, er meget svær for os, siger Jacklin om tilværelsen som landflygtig.
Selvom familien er taknemmelig over den støtte, som de får fra FN, det armenske lokalsamfund i Libanon og hjælpeorganisationer som Mission Øst, så er det svært at vænne sig til at leve på andres nåde. Især når man selv er vant til at arbejde og klare sig selv. Hjemme dyrkede familien æbler og ferskner. Frugter, der nu er ved at blive modne hjemme i Kessab.
– Det eneste, vi ønsker, er at rejse tilbage til Kessab. Vi ved godt, at oprørerne har plyndret og ødelagt vores huse, men vi kan genopbygge dem, siger Jacklin.

En usikker fremtid

Ingen ved, om Jacklin og hendes familie, og de mange tusinde andre armeniere nogensinde, får mulighed for at gense deres hjem og endnu en gang høste frugterne fra de plantager, som deres familier har passet på gennem generationer.
Mange armeniere føler, at krigen i Syrien og de radikale islamisters indtog kan betyde, at de aldrig mere kan vende tilbage til deres historiske hjemegne.