Hvilke kristne lever længst?
– Sig mig, hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvor længe du vil leve. Ny undersøgelse peger på adventisterne som den sundeste befolkningsgruppe.
Forfatteren Dan Buettner har skrevet bestsellere om, hvordan man opnår et langt liv. Nu konkluderer han, at Syvende Dags Adventister i gennemsnit lever 10 år længere end andre amerikanere.
Buettner har i samarbejde med National Geographic forsket i levealderen for forskellige befolkningsgrupper. Han konluderer, at adventisternes lange levealder skyldes tre ting: spisevanerne, hviledagen og deres sociale netværk.
Vennernes helbred
Hvis man vil have en indikator for, hvordan ens eget helbred udvikler sig, skal man se på sine venner. Er ens tre bedste venner overvægtige, er der en 50 procent større chance for, at man selv er overvægtig.
I de vestlige lande, hvor de største helbredsproblemer skyldes dårlige madvaner, inaktivitet og usund stress, kan Syvende Dags Adventisterne lære os meget om sund livsstil, mener Buettner.
Adventisternes livsstil
Mange adventister spiser kun lidt eller intet kød. Til gengæld spiser de meget frugt og grønt. Når det gælder stress, nyder de godt af, at de tager det med hviledagen alvorligt og kun udfører meget lidt eller slet intet arbejde på sabbatten.
Endelig har adventisterne et stærkt socialt netværk, hvor man værdsætter god opførsel, lyder konklusionen i Buettners undersøgelse.
Livsglæde
Over fire millioner mennesker i 180 forskellige lande har besvaret spørgsmål om deres økonomi og generelle glæde over livet i undersøgelsen ’Better Life Index’. Interessant nok er det folk fra Brasilien og Mexico – dem med den dårligste indkomst – der oplever størst livsglæde. Dårligst økonomi og mindst livsglæde fandt man til gengæld i Slovakiet og Estland.
Men det viser sig, at mennesker i de mere sociale kulturer oplever mere glæde end andre med samme indkomst. Det gælder fx folk i Brasilien og Panama.
Radikal næstekærlighed
– Denne konklusion om livsglæde svarer til Jesu ord om radikal næstekærlighed, skriver Jim Denison fra Denison Forum on Truth and Culture og citerer en andagt af Anne Graham Lotz:
”Jesus beskrev en radikalt anderledes kærlighed – en kærlighed, som sætter andres behov og velbefindende før vort eget, så vi ligefrem skal ofre vores tid, vores energi, vores penge og tanker for at vise den. Det skal vi også gøre overfor dem, vi ikke kan lide,… dem der vil reagere negativt eller aldrig vil gøre noget for os til gengæld.
Det er at være radikal!”