Gode råd til par fra den gode bog

Bibelens forskellige genrer er i sig selv et studie værd. En af de mere særprægede genrer i Bibelen er visdomslitteraturen, hvor Ordsprogenes Bog er en af dem.

Den er særpræget, fordi den både er hudløs ærlig, enormt indsigtsfuld og på en gang både guddommelig og menneskelig. Der er meget guld at finde i Ordsprogenes Bog for ægtepar – guld til hverdagen og guld til kriserne. Ordsprogenes Bog – læst for ægtepar – rummer flere overordnede temaer: Troskab, samvær, forskellighed og karakter.

Glæd dig over din hustru

Det mest deprimerende kan man lige så godt begynde med: Utroskab fylder uforholdsmæssigt meget i Ordsprogenes Bog. Man kunne godt ønske sig mere positiv tale om troskabens velsignelser – fremfor utroskabens forbandelser. Men det er måske i mørket, at lyset kan stråle klarere – og derfor står versene om utroskab nok også som stærke opmuntringer til livslang troskab og hengivenhed til sin ægtefælle.

Denne dobbelthed står stærkt i kapitel 5, vers 15-20. Som begynder med en noget poetisk beskrivelse af troskab:

Drik vand fra din egen cisterne og rindende vand fra din egen brønd. Lad ikke dine kilder strømme hen ad gaden, dine bække ud over torvene; de skal tilhøre dig alene og ikke nogen fremmed hos dig.

Handler dette om troskab? Jovist. Vand er og var en ganske værdifuld ressource. Noget, man passede på, fordi det var en kilde til liv. Men vand er også et stærkt erotisk billede. Se blot Højsangen kap. 4, 12-16. Vand i en bibelsk sprogbrug udtrykker en intim relation mellem mand og kvinde, en af Guds store gaver til ægtepar.

Det er en gave, som tilhører mig og min ægtefælle. Det hører ikke gaderne eller torvene til. Men kun min cisterne, min brønd, mit hjem. Det erotiske billede udpensles videre i de efterfølgende vers: Velsignet være din egen kilde, glæd dig over din ungdoms hustru, den elskede hind, den yndefulde gemse; lad altid hendes elskov mætte dig, berus dig til stadighed i hendes kærlighed. Tag vare på den intimitet, der ligger i parforholdet. Det er en kilde til liv – både i forelskelsens sprudlende forår og i kærlighedens modne og rige efterår.

Forfatteren fortsætter med følgende advarsel:

Hvorfor, min søn, skulle du beruse dig i en anden kvinde?
Hvorfor skulle du omfavne en fremmed kvinde?

Svaret kommer indirekte i det følgende kapitel i Ordsprogenes Bog:

Den, der begår ægteskabsbrud, er uden forstand;
sådan gør kun den, der vil ødelægge sig selv.

Utroskab er slet og ret tåbeligt – hvilket i den grad bliver tegnet op i kapitel 23:

For skøgen er en dyb afgrund,
den fremmede kvinde er en snæver brønd.
Ja, hun ligger på lur som en røver og øger tallet af troløse blandt mennesker.

Kan man forestille sig et mere dækkende udtryk? Skøgen er en røver, stjæler noget af det dyrebareste: Troskab og kærlighed.
Men nu må det være nok med det. Hvis man har lyst til at dykke mere ned i emnet kan man læse kapitel 7, som slutter med dommen; at skøgens “hus er veje til dødsriget”.

En hyldest til kvinden

Efter disse alt for mange tungsindige ord om utroskab er det på sin plads med nogle gode ord om kvinden. Først og fremmest kan mange mænd tale med om det velgørende ved at blive gift. Det lyder således i kapitel 18: Har man fundet en hustru, har man fundet lykke og opnået Herrens velbehag.

Her gemmer sig et ekko af det refrain, der løber igennem Skabelsesberetningen: “… og Gud så, at det var godt.” I andre bibeloversættelser hedder det ikke, at man har “opnået Herrens velbehag”, men at man har “fået en god gave fra Herren”. Den oversættelse rummer den gensidige velsignelse, ægteskabet er – eller helst skal være – for både kvinde og mand.

Kvinden som en gave fra Herren står også i kapitel 19: Hus og gods er arv fra fædre, en klog hustru er fra Herren.

Det er nogle bemærkelsesværdige vers i en kultur (både dengang og i dag), som vægter materiel rigdom højt. Ja, så er en klog – og husk: der findes mange forskellige former for klogskab, visdom og intelligens – hustru det, der gør den afgørende forskel i et hjem og i en familie. For som vi allerede har set, har ordsprogenes forfattere ikke høje tanker om manden, hvilket understreges med sylespids og fordækt ironi i det, som kaldes den gode hustrus pris – det sidste kapitel i Ordsprogenes bog.

(Noget, der fortaber sig i denne hustruhyldest, er, at det på hebraisk er en bogstavsalme. Det vil sige, at hvert af de 22 vers i hymnen begynder med ét af de 22 bogstaver fra alef i første vers til tav i sidste.)

En dygtig kvinde, hvor findes hun? Hun er langt mere værd end perler.

… prøv en gang at lægge mærke til,
hvor meget den gode hustru gør,
og hvor lidt den gode hustrus mand (og sønner) gør.
Og det er så her, at forfatteren er rigtig spydig.

I 2023 er det imidlertid svært ikke at læse kapitlet som en cementering og afgrænsning af kvinden og kvindens rolle og opgave.

En doven mand?

Men prøv en gang at lægge mærke til, hvor meget den gode hustru gør, og hvor lidt den gode hustrus mand (og sønner) gør. Og det er så her, at forfatteren er rigtig spydig. Cirka midtfor læser vi:

Hendes mand er kendt i portene, hvor han sidder sammen med landets ældste.

Ja, tak! Det er der, manden befinder sig bedst.
Eller som Niels Hausgaard udtrykker det: Mænd har det bedst med enkle, men væsentlige opgaver. Lad kvinderne tage sig af alt andet, mens mændene sidder i portene og drøfter vigtige spørgsmål og fælder dom i retssager.
Bemærk dernæst, hvordan ordsprogets forfatter leverer en velplaceret punchline eller callback, som det hedder i komikken, i sidste linje:

Lad hende nyde frugten af sit arbejde, lad hendes gerninger berømme hende i portene.
Det er meget muligt, at den gode hustrus mand sidder i portene, beskæftiget med “enkle, men væsentlige opgaver”. Men det er den gode hustrus gerninger, som der tales om samme sted. Yderst pinligt!

En giftig kvinde

Men det dur ikke, at mandlige læsere går duknakkede ud af denne artikel, så hermed lige et par svirp den anden vej. I kapitel 12 lyder det: En dygtig kvinde er sin mands krone, en, der gør ham skam, er som edder i hans knogler.

Vi bliver i besyngelsen af kvinden, men med den tilføjelse, at en dårlig kone bliver gift i mandens knogler. Med andre ord kan en dårlig ægtefælle ødelægge én indefra. En alvorlig advarsel, som går begge veje. Den næste bevæger sig lige på kanten til at være en karikatur. Men lad os tage den med alligevel:

Hellere bo i et ørkenland end have en stridbar og arrig kone.

Man kan næsten se vittighedstegningen for sig: En kvinde, der råber og skriger i køkkenet – og en mand, der har søgt tilflugt i ørkenen med sveden dryppende fra ansigtet, men med et saligt smil på læben. Om ordsprogets forfatter har været meget uheldig eller gebærdet sig uhyre dumt, siden konen nu er både stridbar og arrig, vides ikke.

Men hvis man skal udlede noget af dette, må det være, at det er vigtigt i et forhold at arbejde med sin karakter. Og det rummer Ordsprogenes Bog også nogle gode råd til.

Dannelse i relationer

Noget af det, som er så dragende ved ordsprogene, er den tydelige opmuntring til almen dannelse. Både i ægteskabet, i gode fællesskaber og i det offentlige rum kan det gå meget galt, hvis man ikke besinder sig – og tænker sig om en ekstra gang. Men det er netop i relationerne, at man modnes og udvikler sig. I kapitel 27 står der:

Jern slibes til med jern, det ene menneske sliber det andet til. Ofte vil man høre dette vers udlagt som, at man får slået nogle kanter af i fællesskab med andre. Pointen er ikke, at man får elimineret sine dårlige sider i fællesskab med andre, men at man får styrket sine stærke sider, så vi bliver mere helstøbte (Det hedder jo ‘sliber’, så noget bliver skarpere). Ikke desto mindre er der en tydelig opfordring til at beherske sig selv. Det udtrykkes rigtig fint i kapitel 17:

At yppe kiv er som at give vand frit løb; hold inde, før striden bryder løs!

Dette ordsprog opmuntrer meget stærkt til dialog med sin ægtefælle. Det er også på spil i kapitel 16: Ved troskab og sandhed sones skyld, ved at frygte Herren holder man sig fra det onde.

Et ekko af dette finder vi i Ef. 4, 15: Vær sandheden tro i kærlighed. I kapitel 24 finder vi så en fantastisk opskrift på, hvordan man skaber et godt hjem:

Med visdom bygges et hus, med forstandighed grundfæstes det, med kundskab bliver rummene fulde af alt kostbart og dejligt gods.

Vejen til et godt hjem er ikke mørtel og mursten og sidenhen at fylde det med skrammel, men at være vis og forstandig i relationerne indenfor hjemmets fire vægge. Og lad os slutte med en helt fantastisk opmuntring til at “fylde sin dag med hæderligt virke” (fra salmen ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”) – fra kapitel 16:

Retskafnes vej er at holde sig fra det onde, den, der vogter sin vej, bevarer sit liv. [..] Gråt hår er en prægtig krone, den findes på retfærdigheds vej.

Må det være sådan…

Visdomslitteraturen

Bibelen er en fantastisk samling af bøger, fordelt på en række genrer: Historiske skildringer, breve, profeti, poesi og visdomslitteratur. Det skal imidlertid ikke forstås alt for firkantet. Man finder naturligvis visdom i hele Bibelen, men der er imidlertid tre bøger i Det gamle Testamente, som er decideret visdomslitteratur:

Ordsprogenes Bog, Prædikerens bog samt Jobs Bog. Træk af visdomslitteratur finder man også i Salmernes Bog, i patriarkhistorien (Abraham, Isak, Jakob og Josef), i Jesu lignelser og prædikener og i Jakobs Brev. Visdomslitteratur var et alment kendt begreb i Det gamle Testatentes kulturkreds, oldtidens Nærøsten.

Visdomslitteraturen er optaget af enten at vise vejen til et vellykket liv eller at udfolde problemer i den menneskelige eksistens. Dermed kan man også spore visdomslitterære træk hos danske forfattere som Søren Kierkegaard og sågar Emma Gad. Den bibelske visdomslitteratur er imidlertid i en særlig kategori, da den er inspireret af Gud og udtrykker en højere mening.

Derfor er den også et studie værd – for par og enkeltpersoner. Og den er værd at læse, både i den autoriserede oversættelse og i Bibelen på hverdagsdansk (hvis man trænger til at læse den på en ny måde).

Ordsprogenes Bog

Traditionelt har man kaldt Ordsprogenes Bog for Salomos ordsprog. Det udtryk finder man blandt andet i ældre bibler. Og det er rigtigt nok, at Salomo er ophavsmand til en stor del af ordsprogene, men ikke dem alle. Det er en noget nær umulig opgave at kategorisere ordsprogene, da de ofte forholder sig til flere emner på en gang – og derfor kan tale ind i mange forskellige livssituationer.

Det er en del af bogens storhed, som gør, at man igen og igen kan dykke ned i bogen og se ny mening i velkendte vers. Når det så er sagt, kan man godt foretage en inddeling: 1, 1-6: Indledning. 1, 6 – kap. 9: Visdommens betydning. 10 – 22, 16: Salomos ordsprog. 22, 17 – kap. 24: De vises ord. 25-29: Yderligere ordsprog af Salomo. 30: Agurs ord. 31, 1-9: Lemuels ord. 31, 10-31: Lovprisning af den gode hustru.

Hvem de enkelte forfattere er – ud over Salomo, kong Davids søn – fortaber sig i historiens tåger. At Ordsprogenes Bog trods sit ukendte forfatterskab alligevel er med i Bibelen (et kendt forfatterskab spiller en afgørende rolle i kanondannelsen), vidner om dens store betydning, hyppig brug og særlige status i først jødisk og sidenhen kristen tradition.