Årets film?
En film helt som Linklaters ”Boyhood” findes ikke – og så er den særdeles seværdig!
Den er blevet sjældent godt modtaget blandt anmelderne, både i USA og herhjemme. Alligevel vises Boyhood i relativt få biografer i Danmark, så den må være noget særligt – og det er den!
Richard Linklater – især kendt for den også anmelderroste Before-trilogi – har med Boyhood skrevet filmhistorie, for aldrig før har nogen efter planen brugt 12 år på at lave en spillefilm. Historien handler om drengen Mason, fra han er 6, til han er 18 år, hvor han bor sammen med sin storesøster hos deres mor, der efter bruddet med deres far kæmper som alene-mor – og/eller med sine skiftende ægtefæller.
Den historie, der fortælles i filmen, kan i dens autencitet næsten have et dokumentarisk præg og give indtryk af at være filmet liv fra virkelighedens verden.
Som det også huskes fra de tre Before-film (Before Sunrise, Before Sunset og Before Midnight) karakteriseres den velspillede Boyhood af en kvik dialog. Et genkommende tema i samtalerne mellem voksne og børn og til dels også voksne indbyrdes er ansvar. Nogle af de replikker, Masons far har, får næsten karakter af ”moralprædikener”. Det drejer sig ikke kun om at tage ansvar for sit liv, men også om disciplin og beslutsomhed, om at sætte sig et mål og virkelig gå efter det. I filmen er der adskillige eksempler på, at det er muligt at blive ”sin egen lykkes smed”; og Masons far udtrykker stor tillid til sin søn, hvilket er med til at hjælpe Mason godt på vej.
Det er altså gode sunde værdier eller egenskaber, der bliver udtrykt og udlevet, hvilket er et stort plus ved filmen, der samtidig viser, hvordan det kan gå, hvis man kommer på afveje. Det grelleste eksempel er en af Masons papfædre, Bill, en professor, der i den del af historien, vi får kendskab til, ender som voldelig alkoholiker. I en af de sidste scener med ham siger han til Mason: ”du kan ikke lide mig”, hvorefter han tilføjer: ”men jeg kan heller ikke lide mig”! Han er et skræmmebillede af en mand, der er ved at ramme bunden i drukkenskab og selvforagt.
Mason bliver vidne til meget, og også mere end godt er for et barn og et helt ungt menneske, og han bliver mere og mere reflekterende, jo ældre han bliver. I en af de dybere samtaler, han har med sin far, ender han med at stille det (måske) største af alle spørgsmål: hvad er meningen med det hele? Men han får ikke noget svar.
Der er formentlig heller ingen dybere mening for filmens hovedpersoner – og dermed formentlig heller ikke for manuskriptforfatteren Richard Linklater. Det pudsige er imidlertid, at det, der er den dybere mening, bliver præsenteret i filmen. Masons far får en ny kone, og hans nye svigerforældre er tydeligvis overbeviste kristne. Da Mason bliver 15 år, giver de ham en bibel, og i en efterfølgende scene er de alle med til gudstjeneste, hvor der er et længere klip fra en prædiken. Den handler om tvivleren Thomas, der ikke vil tro, med mindre han får den opstandne Kristus at se og får lov til at røre ved ham for at sikre sig, at det ikke er et spøgelse. Det klare budskab bliver slynget ud til dem, der er til gudstjeneste, og til os, der ser med: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror”!
Det er den bedste nye film, jeg har set siden Malicks The Tree of Life, og hvis du kun vil se en ny film i år, så se Boyhood!
Boyhood
166 min.
Biopremiere: 4. september
