Fyrre år med musik fra Kirkelig Kulturverksted
Det norske pladeselskab og kulturformidlingsværksted har her ved 40 års jubilæet udgivet langt over 400 cd’er. I jubilæumsåret udgiver de et opsamlingsalbum med 4 cd’er og 48 enkeltstående numre fra 48 forskellige cd’er fra tidsperioden 1974-2014.
Erik Hillestad har i alle 40 år stået som producer – og tekstforfatter – for de fleste af cd’erne, og det medvirker nok til en vis homogenitet i de vidtspændende genrer.
Værkstedets fokusering på crossover kulturudveksling mellem Norges og andre landes musik, litteratur, kunst og tro er temaet for de fleste cd’er. Norske musikere og sangere arbejder gerne sammen med ditto fra andre lande, og i det repræsentative udvalg her er det i høj grad med folk fra mellemøstlige lande (undtagen Israel) og orienten: Syrien, Aserbajdsjan, Persien (Iran) og Palæstina. Jævnligt er sådanne landes medvirkende blevet optaget i deres egne lande og lydsporene derpå i norske studier mikset med de norske medvirkende.
De uforfærdede kulturformidlings-elskende nordmænd har selvfølgelig også givet sig i lag med andre lande. Norske Kari Bremnes har hentet en pris for sin cd med Tove Ditlevsen digte, og Poul Dissing fortolker danske salmedigtere med den hyppigt på disse cd’er brugte og dygtige Iver Kleive på keyboard eller orgel. Ellers er der inspiration fra lande som Tanzania, Rusland, Rumænien, Nicaragua – eller fx fra England i form af gamle John Donnes digte. En gennemgående genre er også de norsk folkemusikinspirerede cd’er. De cd’er, der nærmer sig det traditionelle, har så som fx på ”Salmer på veien hjem” en tekstfortolker, der lyder som tre kasser øl for meget – men alligevel hjerteskærende smukt.
Det er overvejende solosangere der optræder, jævnligt med lidt kor som backinggroup. Musikgenrerne rækker lige fra nænsom rock, fusionsmusik mellem norsk folkemusik/orientalsk musik og teknomusik eller andre moderne genrer. Der er stort set altid nogle eksperimenter sat i værk, fx spiller Iver Kleive på kirkeorgel sammen med en elguitar. Mange gange nyder man bare de stemningsskabende lydeffekter, numrene sine steder er rige på. Og igen og igen er der dette spændende, nærmest provokerende miks af kulturer. Klagende arabiske toner og tekster føres fx pludselig videre i samme nummer af svenske Carolas julesang Hør hvor englesangen klinger, en cd optaget i fødselskirken i Bethlehem.
I det samlede indtryk kan man ikke gøre sig fri for en fornemmelse af let melankoli og arabisk tristesse. Politiske budskaber om migration, fred og økologi går hånd i hånd med kristen messesang, salmer og verdslige kærlighedstekster. Fremragende musikerskab afbalanceres med amatørens glade sang.
Man bliver utrolig alsidigt og godt underholdt, opbygget og bare glad for – bogstaveligt – alverdens mennesker i disse smagsprøver fra kulturværkstedets mange, mange projekter.
40 Years Credibility (4 CD) • 209 min.