– Gud greb ind i mit fortvivlede sind

Lone Thorgaard fra Frederiksværk var syg af sorg og vred på Gud, da hendes veninde døde. Men en dag hørte hun pludselig en stille stemme i sit indre.

Af Lone Thorgaard

Jeg har lyst til at fortælle jer om en stærk oplevelse, jeg havde i sommer.

Midt i juli døde min allerbedste veninde.
Vi havde været så tæt forbundet i venskab i mange år og var hinandens livliner.
Trods hendes mange sygdomme var hendes motto: ”Med Guds hjælp klarer jeg alting!” Hun var et livstykke og glædede sig over bitte små ting. Hun var så lys og positiv, og vi var som to søstre.
Det var et chock for mig at miste hende. Jeg faldt ned i et dybt hul. Jeg ønskede, jeg var død lige som hende, og det var sort for mig. Min kære mand Søren var ulykkelig på mine vegne, men anede ikke, hvad han skulle stille op.
Jeg græd hver dag, flygtede væk fra mennesker, ville ikke med i kirke, ville ikke bede. Jeg var så gal på Gud og skældte ham ud.
Jeg lukkede mig inde i min egen lille boble.

En særlig dag

Den 5. august gik jeg som sædvanligt rundt på markerne, som jeg havde gjort hver dag med min hund. Lige pludselig kom en lille stemme til mig: ”Nu er dine sørgedage forbi. Inge er hos mig og har det godt. Vær glad!”
Stemmen kom igen og igen og så var det ligesom, et gardin blev trukket væk fra mine øjne, og jeg kunne se på en helt anden måde.
Det var så stærk en oplevelse, at jeg dansede rundt på marken og takkede Gud, for hvem anden end vores himmelske far kunne gribe ind i mit fortvivlede sind?
Da jeg kom hjem, tog jeg min lille andagtsbog, som har fulgt mig i 40 år. Jeg slog op på 5. august og der stod blandt andet: ”Jeg kommer med usynlige skridt, før du kalder, for din nød kalder på mig. Jeg er den store læge.”
Og så havde jeg på siden noteret, at den dag den 5. august 1990 blev min mor guddommeligt helbredt.

Min mors helbredelse

Min storesøster kom dengang ned til Karslunde med vores mor, som pludselig hverken kunne tale eller gå. Vi håbede, hun ville få det bedre nede hos mig. Men efter nogle dage jeg blev klar over, at jeg var nødt til at lave en aftale med Gentofte Sygehus, og der skulle hun indlægges om mandagen.

Om søndagen havde jeg lagt hende ud i haven i en hængesofa og sagde: ”Mor, jeg går lige en lille tur med hunden.”
Da jeg kom tilbage, var hun ikke i sofaen i haven. Jeg troede, hun var død, men hvor var hun?
Da jeg kom ind i stuen, sad hun der i en stol og smilede.
Jeg var mildest talt chokeret og sagde: ”Hvad er der sket mor?”
”Jeg er blevet rask” sagde mor med et stort smil.
”Jamen, det må være Gud, der har grebet ind, mor!”
”Ja, det ved jeg godt,” sagde mor.
Og så læste vi andagtstykket og priste Gud sammen.

Lægen testede helbred

Næste dag blev vi enige om alligevel at holde aftalen med Gentofte Sygehus.
På hospitalet lagde mor sig i sengen, og den kvindelige læge spurgte: ”Hvem er patienten?”
”Det er mig,” sagde mor, ”men Gud har helbredt mig!”
”Jeg tror også på guddommelig helbredelse,” sagde lægen, ”men lad mig lige teste dig alligevel.”
Hun spurgte mor ud om alt muligt, og mor kunne svare på alt.

Det blev hendes omvendelse, for nu ønskede hun at komme med mig ned i Strandkirken sammen med andre troende.

Med disse to oplevelser vil jeg gerne fortælle DIG, der måske er deprimeret, syg eller på anden måde er i mørke, at Gud er stor og han svigter aldrig. Lige pludselig er han dig nær, så fortvivl ikke. Han elsker dig.