Generalsekretæren bliver Viborg Stifts nye biskop

s2_HenrikStubkj_rFotoI anden runde af bispevalget havde Viborg Stifts stemmeberettigede valget mellem Henrik Stubkjær og valgmenighedspræst Peter Hedegaard. Førstnævnte fik næsten to tredjedele af stemmerne.

Med 912 af de af de 1452 gyldige stemmer er generalsekretæren i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær valgt til ny biskop over Viborg Stift. Modkandidaten, valgmenighedspræst Peter Hedegaard, fik 534 stemmer, oplyser Viborg Stift på deres hjemmeside.

Høj valgdeltagelse

1501 af stiftets 1648 stemmeberettigede menighedsrådsmedlemmer og præster har stemt til bispevalget. Det svarer til en valgdeltagelse på 91,08 procent. Af de 1200 afgivne stemmer var 47 stemmer blanke og to ugyldige.

Kirkeligt-politisk CV

Henrik Stubkjær (52) blev ordineret i 1990. Han har været landssekretær i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse (1989-1992) og sognepræst ved Møllevangskirken i Aarhus (1993-1996). Samtidig var han tilknyttet Aarhus Universitet som studenterpræst.
Fra 1996-2005 var han forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus. Herefter blev han generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
De sidste fire år har Stubkjær været formand for Roskilde Stiftsråd. Han har erfaring med undervisning både fra Diakonhøjskolen og i forbindelse med Teologi for Lægfolk.
Henrik Stubkjær har været bestyrelsesmedlem i ACT-Alliance, som er Folkekirkens Nødhjælps globale alliance. Han har også været formand for alliancens europæiske hovedkontor i Bruxelles.
I dansk sammenhæng har Henrik Stubkjær været medlem af Udviklingspolitisk Råd og haft flere bestyrelsesopgaver.

Vil række hænderne ud

Som ny biskop i Viborg Stift – der både har mange indremissionske kredse og stærke grundtvigske valgmenigheder – vil Henrik Stubkjær arbejde for det gode samarbejde de kirkelige grupperinger imellem.
– Vi skal som kirke række hænderne ud, og vi skal passe på ikke at lukke os om os selv, sagde han, da valgresultatet blev bekendtgjort.
Henrik Stubkjær bliver bispeviet i Viborg Domkirke søndag den 23. november.
Den kommende biskop er gift med sognepræst Karen Neergaard Stubkjær og indtil videre bosat i Haslev. Parret har fire børn i alderen 15-24 år.