Netanyahus byggeplaner medfører krise i forholdet til USA
Den israelske statsminister Benyami Netanyahu har meddelt, at Israel vil bygge 1060 lejligheder i det østlige Jerusalem, hvilket omgående har medført en barsk reaktion fra USA.
Meddelelsen har ført til en krise i forholdet til USA, der ligesom EU har fordømt beslutningen.
Det amerikanske udenrigsministeriums talskvinde, Jen Psaki, siger, at “Washington er dybt bekymret over Netanyahus planer”.
– Hvis Israel ønsker at leve i et fredeligt samfund, må Israel tage skridt til at mindske spændingen. Sådanne handlinger er uforenelige med at opnå fred, siger hun.
På EU’s vegne siger Maja Kocijancic, talskvinde for unionens udenrigschef Catherine Ashton:
– Der er et seriøst spørgsmål om Israels forpligtelse til en løsning med palæstinenserne.
Præsidenten for Den palæstinensiske Myndighed (PA), Mahmoud Abbas, har anmodet FN’s Sikkerhedsråd om at indkalde til et hastemøde om Israels bosættelsesbyggeri.
PA-talsmand Nabil Abu Rudeineh siger, at “Israel har ansvaret for denne farlige optrapning. Situationen i hele regionen er på vej mod et historisk jordskælv, som vil skade alle.
Netanyahu gav meddelelse om byggeplanerne efter pres fra bosætter-rådet og det ultra- højre “Habayit Hayehudi”-parti.
Statsministeriet oplyser, at de 1060 lejligheder omfatter 660 enheder i det ultra-ortodokse Ramat Shlomo-bykvarter samt 400 enheder i Har Homa-forstaden, der begge ligger i det østlige Jerusalem.
Spænding
Den nyeste udvikling finder sted i en allerede spændt israelsk-amerikansk atmosfære der medfører, at USA har forment den besøgende israelske forsvarsminister Moshe Ya’alon i at mødes med flere fremtrædende amerikanere som udenrigsminister John Kerry, vicepræsident Joe Biden og den nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice på grund af Ya’alons udfald mod Kerry, som Ya’alon har sagt “har tvangstanker og er messiansk”.
Ya’alon har sagt, at “det eneste, der kan redde os fra Kerry er, at han får Nobel fredsprisen og lader os være”.
Finansminister Lapid kritiserer byggeplanerne
Også den israelske finansminister Yair Lapid har kritiseret Netanyahus byggeplaner og siger, at USA opfatter det som en provokation, og at Israel må stoppe et sådant byggeri for at forhindre yderligere skader i forholdet til USA.
– Vi kan ikke handle sådan over for vores vigtigste allierede, siger Lapid.