Ny film om bortrykkelse med Nicolas Cage
Den verdenskendte skuespiller Nicolas Cage spiller hovedrollen i filmen, der også har bedre ’special-effects’ end den første Left Behind-film bygget på TimLaHayes bogserie.
I 2011 skrev Udfordringen første gang om genindspilningen af filmen Left Behind.
I første weekend af oktober 2014 fik den længe ventede Nicolas Cage-bestrålede endetidsfilm så premiere i USA.
I 2000 blev Left Behind indspillet første gang med Kirk Cameron i hovedrollen.
Det var en lavbudget film, som har fået en del kritik – blandt andet for sine specialeffekter. Alligevel er filmen blevet set og genset mange gange. Ikke mindst fordi den på trods af fejl og mangler bevarede en del af magien fra den første af 12-binds-bestsellerne af Tim La Hayes og Jerry B. Jenkins. Siden fulgte to filmiske fortsættelser.
Budgettet på nyindspilningen af Left Behind et årti senere er langt større med Nicolas Cage i hovedrollen som piloten Rayford Steele og med betydeligt flere penge investeret i specialeffekter og storladne scener. Det lyder som en god opskrift – især når historien kombineres med skrækscenariet om, hvordan alle børn og massevis af mennesker forsvinder fra det ene øjeblik til det andet.
Men en del anmeldere er alligevel ikke tilfredse.
I stedet for at holde sig til bogens plot vælger filmen at placere hovedfokus på de første kapitler i bogen, som primært består af en flyrejse med forskellige flash backs og flash forwards.
Nicolas Cage virker ifølge anmeldere på Christian Post og IMDB.com langt fra overbevisende, og specialeffects og slowmotion-eksplosioner opleves overdrevne i den kun langsomt fremadskridende film, mener kritikerne.
Bortrykkelsens storhed
Alligevel er der positive fikspunkter i den nye Left Behind.
Ifølge anmelderne gør flere af birollerne det godt, og der er enkelte gode replikker.
Den største succes er bortrykkelsesøjeblikket, som virkelig genskaber noget af bøgernes storhed og chok.
Selv om de officielle anmeldere ikke viser den store begejstring, kan man også finde kristne bloggere, som varmt anbefaler filmen.
Se fx americanchristian.me
Det er endnu uvist, om filmen vil blive vist i de danske biografer.