’Verden lider – bed!’

Jon Cadd loads a plane in Kajjansie– Lad os stå sammen og bede for verden, opfordrer Evangelisk Alliance i et åbent brev til de  danske menigheder.

Konflikter i Mellemøsten, Afrika og Ukraine er foruden ebola-epidemien de store emner for EA’s opfordring til bøn.

– Denne sommer har vi for alvor været vidner til, at alt for mange mennesker i verden lever midt i konflikter, som efterlader dem desillusionerede, frygtsomme og uden håb om en bedre fremtid, lyder indledningen til brevet til menighederne.
Herefter fokuserer EA’s opfordring på verdens aktuelle brændpunkter.

Syrien: Konflikten i Syrien og Irak har nærmest ført til udrensning af det kristne mindretal. Også andre minoriteter har mistet deres hjem og må frygte for deres liv.
Alene i Syrien er mere end 160.000 mennesker dræbt, og mere end fire millioner er fordrevet fra deres hjem.

Ebola i Afrika: Central- og Østafrika er ramt af komplekse konflikter, som har drevet mange millioner på flugt. Også i Afrika er især de kristne blevet ofre for yderliggående vold.
Dertil kommer ebola-epidemien i Vestafrika, som er ude af kontrol.

Ukraine: I Ukraine er folk udmattede efter en meningsløs konflikt, som nu officielt har kostet tæt ved 3.200 mennesker livet og fortsat er uden løsning.

Israel-Hamas: Konflikten mellem Israel og Hamas er igen blusset op og har øget det høje pres på befolkningen på begge sider af konflikten. Det er gået ud over civilbefolkningen i Gaza, og den lille kristne minoritet der og på Vestbredden er klemt.
Sammen i bøn
– Som kristne er vi kaldede til at leve i håb og være formidlere af håb. Det er alene i Jesu navn og i sejren fra hans kors og opstandelse, at vi har myndighed til at konfrontere ondskabens magter, hedder det i appellen fra EA.
Der opfordres til bøn for alle, som er berørt af konflikterne verden over.
Konkret opfordres kirkerne til bøn for, at de sultende må få både nødhjælp og håb. Der er brug for bøn for de børn, der på flugt alene – og om at kirkerne må være sikre tilflugtssteder, hvor fjender kan finde heling.
Samtidig opfordres til tak for de muslimer, som sætter eget liv og omdømme på spil for at beskytte deres kristne naboer.
I brevet opfordres der til kærlighed og forbøn for de organisationer, som kæmper for at bringe konflikterne til ophør. Der opfordres også til bøn om, at de politiske ledere må få mod og visdom til at træffe vanskelige valg.

Støt nødhjælp og giv håb
– Lad os selv være villige til at lide afsavn, lyder opfordringen fra EA med henvisning til indsamlinger til kristne og andre grupper i Syrien og Irak.
Både Evangelisk Alliance og flere missionsselskaber og nødhjælpsorganisationer har indsamlinger i gang. Samtidig skal vi heller ikke glemme de fremmede i Danmark:
’Lad os også omslutte de mennesker, som verdens konflikter har bragt til vores land, med åbenhed og venlighed’ hedder det i brevet, som slutter med Jesus ord fra bjergprædikenen i Matt. 5:30:
Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges få grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres”.