– Vi blev skabt til at skabe

Dina Christiansen og Andreas Bevan er vokset op udenfor landets grænser. Men Guds finger i deres liv har ledt dem begge til Aarhus, hvor de nu er aktuelle med bandet Northern Assembly’s første udgivelse.

Etiopien og England. Færøerne og Norge. Både Dina Christiansen og Andreas Bevan har haft en opvækst udenfor Danmarks grænser.

Nu sidder de i Dinas hjørnesofa i en lejlighed i Aarhus Midtby og fortæller om den vandring, der leder til deres band, Northern Assembly’s, første udgivelse dagen efter interviewet.

Ni år i Afrika

Dina fortæller:
– Jeg er vokset op som missionærbarn i Etiopien. Mine forældre var udsendt for Dansk Ethioper Mission – det som hedder Promissio i dag. Jeg havde en tryg og god barndom, men selvfølgelig var den vidt forskellig fra en dansk barndom. Vi var stort set i Ethiopien fra jeg var fem, til jeg blev 14.
Dina Christiansens far er færøsk, så hun har også boet på Færøerne – samt i Norge og England, mens hendes forældre gik på sprog- og bibelskole.
– Da jeg var 14, flyttede vi til Danmark, og jeg kom direkte på efterskole. Det var ikke en sjov tid for nogen i vores familie. De andre på efterskolen havde jo set frem til efterskoleopholdet i flere år, og folk spurgte, om det ikke var dejligt at komme hjem. Jeg ville bare hjem til Etiopien, forklarer Dina.
Samtidig er Dina en meget pragmatisk person, så hun var helt bevidst om, at livet ikke nødvendigvis blev, som hun ønskede, så hun måtte bare håndtere det.

Tog fuldstændig afstand

Også når det gjaldt kristen tro, var det en stor omvæltning at flytte verdensdel for Dina.
– Fra Etiopien var jeg opvokset med mange forskellige måder at tilbede Gud og have ham med i sit liv på. Så kom jeg til Frøstruphave Efterskole og kom i en lokal Indre Mission med mine forældre, og det hele virkede bare enormt firkantet på mig. Jeg kan huske, da jeg var i folkekirken første gang, og da præsten gik på prædikestolen, sad jeg hele tiden og tænkte: nu har du klaret det formelle, begynd nu at tale med din normale stemme. Men det gjorde han aldrig. For mig var det en meget fremmed måde at tilbede Gud på, og det betød, at jeg endte med at tage afstand fra det hele, fortæller hun.
De forskellige store omstillinger betød, at Dina isolerede sig og ikke havde lyst til at snakke om, hvordan hun egentlig havde det. Men konceptet fungerede ikke specielt godt.

”Du skal åbne dig op”

– Der var en aften, hvor jeg lige havde hørt en tale om at cutte det, der holder os tilbage som kristne. Bagefter lå jeg hjemme i min seng og snakkede med Gud om det og fortalte ham: ”Det vil jeg gerne. Men jeg ved ikke hvordan?” Og så oplevede jeg en varme indeni og en tanke, som jeg oplevede Gud kom med: ”Du skal åbne dig op!” Selvom det kan virke helt banalt, gjorde det en kæmpe forskel i mit liv, fortæller Dina.
Det blev starten på en rigtig god tid i Dinas liv. Hun kom med i Aarhus Bykirke og mødte en masse mennesker, som var gode for hende.
– Nu tør jeg binde mig til folk og fortælle om mine følelser. Selvfølgelig øver jeg mig stadig lidt, men jeg tør være sårbar, fortæller Dina med et smil til Andreas, som sidder skråt overfor hende i hjørnesofaen. De er begge 26 år og kommer i dag i Aarhus Valgmenighed. Hun studerer sang på konservatoriet og er timelærer i musik på Indre Missions Højskole i Børkop.
Andreas Bevan er slet ikke dansk oprindelig. Han er vokset op i en mindre by i North Yorkshire i Midt-England. Da han var ni, flyttede familien til Norge, da hans mor er halvt norsk. Her boede han de næste 12 år. Andreas er gift med Linea.

Kaldet til Danmark

– Min familie er også kristen, men vi har altid tilhørt mange forskellige kirkesamfund. Både lutherske menigheder, pinsekirker og husmenigheder af mange forskellige slags har vi prøvet af gennem min opvækst. Men vi trivedes altid bedst i husmenigheder og mindre samlinger af disciple, forklarer Andreas med bare et hint af en accent på sit danske. Mens Andreas taler, finder Dina sit strikketøj frem.
Da Andreas var 21, tog han på Discipeltræningsskolen (DTS) i Perth, Australien med Ungdom Med Opgave. Her kom han til at spille og skrive musik sammen med nogle danskere.
– En dag spurgte en af dem: ”Tror du ikke, Gud kalder os til at spille musik sammen i Danmark?” Det var nærmest en fysisk oplevelse – og det var, som om der gik et lys op for mig. Gud banede en tydelig vej for mig, selvom det ikke umiddelbart gav mening. Jeg talte ikke sproget, jeg brød mig ikke engang om Danmark. Men det der kaldte, var stærkere end det, der frastødte, konstaterer Andreas, som gennem DTS’sen var blevet meget tryg ved, at Guds veje altid er gode.
Han har da heller ikke fortrudt sin beslutning.

Længtes efter autentisk musik

De første år i Danmark rejste han rundt med bandet Falcons, hvor han var forsanger og sangskriver, og evangeliserede gennem musikken. En tid i sit liv, som han tidligere har delt med Udfordringens læsere. Han er i øjeblikket i gang med kandidaten på arkitektuddannelsen.
Andreas og Dina mødte hinanden i Aarhus Valgmenigheds lovsangsskole, Kantoriet. Dina gik på skolen, og Andreas var frivillig guitarunderviser. Udover at Dina var Andreas’ bedste elev, fandt de også hurtigt ud af, at de havde noget af det samme på hjerte.
– Vi længtes begge efter at lave noget lowkey og autentisk musik, og da jeg så fandt ud af, at Dina var både en dygtig sanger og sangskriver, gav det stor mening at begynde et samarbejde, forklarer Andreas. De har begge tidligere været med på adskillige musikudgivelser, men Northern Assembly, som deres band hedder, er deres hjertebarn.

Stuekoncerter

– Det første halve til hele år brugte vi på at skrive musik sammen. Derefter lavede vi stuekoncerter igennem længere tid. På den måde crowdfundede vi den udgivelse, som kommer nu. Samtidig var det også et interessant antropologisk projekt i sig selv. Man bliver tvunget til at forholde sig til musikken, når den kommer så tæt på, forklarer Andreas. Dina supplerer:
– Det er en meget uformel måde at lave koncert på. Du er blevet budt ind i andre menneskers hjem, og derfor tør de også pludselig spørge ind til teksten: ”Nå, nu hørte jeg lige, at I skrev sådan i teksten, hvorfor gjorde i det?” Og så får man mulighed for at dele sine tanker bag.
Andreas bryder ind:
– Det er det allerbedste, når folk stiller spørgsmål, smiler han.
Musikken i Northern Assembly er folkemusikinspireret og neddæmpet. Teksterne er ikke direkte evangeliserende.

Et liv med en levende Gud

– Vi er opmærksomme på at skrive musik, som alle kan forstå, men som er autentisk for os. Den er ikke tilbedende og evangeliserende, men den fortæller alligevel om Guds nåde og et liv med en levende Gud, forklarer Andreas og slår det helt fast:
– Gud er det vigtigste. Vi er skabt til at skabe, og vi kan ikke andet end at skrive sange, der handler om vores skaber.