Om ret og rimelighed

Af Verner Andersen Silkeborg
Af Verner Andersen
Silkeborg

I sidste uge kørte jeg med min 2 tons trailer efter min Mercedes, som også er over 2 tons, på motorvejen fra Silkeborg imod Herning. Jeg var på vej til Holstebro med et læs fint spagnummuldjord, som jeg havde købt hos en entreprenør. Det skulle familien bruge til beplantning i deres have.

Uden for Ikast kommer der en færdselsbetjent på motorcykel op på siden af mig og vinker mig med ind på en vejestation.
Jeg havde ikke kørt for stærkt og havde heller ikke overlæs, da den fine muld ikke var nær så tung, som det så ud til. Der var nemlig kun ca. 1300 kg på – men hvad var der så galt?
Jo, jeg havde ikke det lille trailerkort. Selv om jeg viste dem, at jeg har stor lastbilkort, hvor jeg måtte køre med 12 tons, slog det ikke til. Idet bilens total og trailerens total oversteg 3500 kg, så uanset at det, der var læsset på, ikke oversteg de 3,5 tons, måtte jeg ikke køre videre.
Desværre så måtte jeg lade traileren stå og køre til Holstebro for at bytte bil med en mindre Toyota og derefter tilbage til Ikast for at køre hele læsset, som nu var under de 3500 kg, til Holstebro.
Dette giver overhovedet ingen som helst logisk mening. Sikkerhedsmæssigt er det hul i hovedet, at en stor trailer efter en mindre bil skulle være bedre end efter en større bil. Selv om jeg argumenterede for det, sagde færdselsbetjentene blot, at sådan var loven, og at det var ulovligt.

Medens jeg så kørte frem og tilbage, tænkte jeg på, at hos Gud er det helt anderledes. Her er der nåde at få, også selv om vi ikke har opfyldt hele loven. Gud har selv givet os betalingsmidlet. Der er givet os i JESUS KRISTUS fuldt ud – og der kommer ingen efterregninger i form af bøder eller deslige. Når vi har vedgået og bekendt vores fejltrin og synder for ham, så er de også tilgivet. Tak og lov…