Rent flag i abortdebatten?

Helge Hoffmann
Ørslevklostervej 76
7840 Højslev

I Udfordringen d. 13/11 svarer Grenov på mit indlæg af d. 30/10, hvor jeg efterlyser, at Kristendemokraterne toner rent flag i abortspørgsmålet. Han gør her meget ud af at fremhæve, hvordan KD ”forholder sig til virkeligheden” og arbejder for at begrænse aborttallet.
Hvad Grenov ikke kan/vil forstå er, at det gode er det bedstes værste fjende – eller måske mere præcist: pragmatisme er sandhedens værste fjende. Det er al ære værd at forsøge at redde nogle ufødte fra at ende som aborter – det er også, hvad vi bruger en stor del af vores tid og energi på i Retten til Liv – men det må aldrig ske på bekostning af den klare modstand mod, at fosterdrab overhovedet er tilladt. Hvis man koncentrerer sig om at ’begrænse antallet af aborter’, er man i virkeligheden med til at cementere den fri abort.
Min fars gamle sammenligning med jødeudryddelsen i Nazi-Tyskland er så herligt illustrativ. Hvad hvis velmenende mennesker dengang havde sagt: ”Der er for mange jødedrab. Vi må prøve at begrænse antallet. Lad os lave en handlingsplan og prøve at få den igennem Rigsdagen”? Absurd tanke, ikke sandt? Heldigvis var der tyskere og andre, der holdt fast ved sandheden og blev ved med at fordømme jødedrab i det hele taget. Det forhindrede dem selvsagt ikke i også at sætte livet på spil for at redde enkelte jøder, når de havde mulighed for det.
Grenov ”kræver et svar af dem, der kræver et forbud uden at forholde sig til den afledte effekt.” Undskyld, men kunne vi ikke med mindst lige så stor rimelighed ’kræve’ et svar af KD? Hvis KD virkelig, som Grenov indleder med at konstatere, ”ikke viger en tomme fra, at livet starter ved undfangelsen,” og fortsat mener, at ”provokeret abort er forkert”, har partiet så ikke pligt til at komme med et gennemtænkt forslag til, hvordan provokeret abort i praksis kan afskaffes, herunder hvordan de afledte effekter kan håndteres? Grenov vender tingene på hovedet og melder hus forbi.
Grenov mere end antyder dernæst, at jeg og mine meningsfæller søger ”en dårlig undskyldning for ikke at komme ind i kampen”. Hans ord rammer ham selv som en boomerang. Når vi taler abort, er det faktisk os i Retten til Liv, der står midt i kampen og spejder forgæves efter vores venner fra KD. Hvor var kristendemokraterne henne sidste år, da Korsmarken gav dem en enestående chance for at bringe abortspørgsmålet tilbage på den politiske dagsorden? Glimrede de ikke ved deres fravær i debatten, eller var jeg bare uopmærksom?

Særligt deprimerende bliver det, når Grenov spørger: ”Hvad skal der i øvrigt ske med den kvinde, der gribes i ’synd’? Skal hun … stenes?” Her står vi over for det sædvanlige forsøg på at distancere sig fra abortmodstanderne ved indirekte at fremstille dem som fundamentalistiske mørkemænd – lidt á la Taleban – der bare er ude på at straffe kvinder for at få abort.
Det er meget fjernt fra sandheden, og det burde Grenov vide. I vores optik er kvinden i de fleste tilfælde først og fremmest et offer, der lader sig lokke og presse til at lade sit barn ’fjerne’ – med efterfølgende sorg og fortrydelse til følge. Men det største offer er og bliver barnet, og det skal fastholdes!
Vi er vant til retoriske kneb og forsøg på dæmonisering fra vores modstandere, men at høre det fra KDs formand er unægtelig meget forstemmende. Det er lige ved at berøve mig ethvert håb om, at vi nogensinde igen kan finde fælles fodslag med KD på dette område.