’Vores dna er 99% lig abers’ – eller er det nu rigtigt?

Af Karsten Pultz Komponist/musiker og foredragsholder
Af Karsten Pultz
Komponist/musiker og foredragsholder

Før i tiden så Karsten Pultz naturprogrammer på TV, fordi han er naturelsker. I dag ser han dem også for at more sig over ”røverhistorierne” om evolution og samtidig overvåge, om der skulle forekomme direkte omgåelser af sandheden i forbindelse med den obligatoriske berøring af Darwins teori.

Da DR i år sendte BBC-programmet “Origins of Us” med professor Alice Roberts, sad jeg klistret til skærmen.

Omtrent 5 minutter inde programmet besøger prof. Roberts en flok chimpanser i urskoven og udtaler begejstret:
– Det er umuligt at se på chimpanser og ikke tænke, at vi er i familie med dem.
Bevares! Det tænkte jeg også engang, men hvad er beviset? Jeg skulle ikke vente længe på et svar, for efter en vejtrækning forsætter hun:
– Vi er så tæt i familie med chimpansen, at vi deler næsten 99% DNA med den.
Nå ja, det er også rigtigt – eller er det? For de fleste seere vil der ikke være grund til at betvivle det, fordi ordene er udtalt af en universitetsprofessor i en kostbar og flot produktion fra engelske BBC, og sådan burde det da også være.
Men desværre, sådan er det bare ikke. Efter at have hostet den kaffe, jeg fik galt i halsen, op igen, så jeg mig nødsaget til at holde et 10 minutter langt foredrag for min stakkels familie, hvor jeg skældte ud på professoren, BBC og dansk TV, og her følger hvorfor:

De 99 procent
Ja, vi ligner hinanden meget. Man kan godt forstå, at mange mennesker tror, at vi har en fælles forfader.
Ja, vi ligner hinanden meget. Man kan godt forstå, at mange mennesker tror, at vi har en fælles forfader.

Mange har nok i skolen eller netop fra TV’s naturprogrammer hørt, at mennesket deler 98-99% arvemateriale med chimpansen, altså at forskellen på os og dem kun skulle være ca. 1 procent.
Mange har sikkert også hørt, at dette “faktum” får forskere som bl.a. Alice Roberts til at antage, at menneske og chimpanse har haft en fælles forfader, som man gætter på har levet for 6 millioner år siden.
Den næsten mikroskopiske forskel på kun 1% har været et stærkt trumfkort i bestræbelsen på at overbevise børn, unge og voksne om evolutionsteoriens validitet, og her taler jeg også ud fra egen erfaring, da det har været en af de ting, der i sin tid helt og aldeles overbeviste mig om, at vi stammer fra aberne. Det kom derfor som lidt af en overraskelse, da jeg af fortalere for “intelligent design” lærte, at de 99% lighed ikke gælder, når man kigger på hele arvematerialet.
Det er sandt, at den del af DNA’et, som koder for proteiner (kroppens byggesten og værktøjer) er 99% identisk med chimpansens, men denne proteinkodende del udgør i sig selv kun ca 2% af hele DNA’et. Når evolutionstilhængere i årevis har hævdet, at vi deler 99% DNA med chimpansen, ja så er det altså 99% af de 2%. Hmm! Lad os se, 99% af 2% er 1,98%.

Hvordan bliver 1,98% lig med 99%

Forklaringen er, at man i mange år ikke viste, hvad resten af DNA’ets funktion var. Så man konkluderede, at den resterende del af DNA’et, som ikke koder for proteiner, var ikke-funktionelle rester fra den evolutionære proces, også kaldet “junk-DNA” (affalds-DNA).
Det gav alt sammen mening, når man kiggede på DNA’et med evolutionsbriller på, at der kunne være ophobet gener, som tidligere i menneskets evolutionære historie havde haft en funktion. På den måde kunne man hævde, at vi deler 99% arvemateriale med chimpansen, fordi sammenligningen kun gjaldt den proteinkodende del. Resten var jo “junk”, så ingen grund til at involvere den i sammenligningen.
Forskere havde altså god grund til kun at sammenligne den proteinkodende del, så det var på sin vis i orden at komme op med de 99 procents lighed, selvom jeg vil betragte det som en ideologisk motiveret omgåelse af sandheden.
Ny forskning (ENCODE Project) har imidlertid smadret evolutionisternes forestilling om junk-DNA og bekræftet ID-forskeres forudsigelser ved indtil videre at påvise funktion i over 80% af DNA’et – men det er en anden historie, som der ikke er plads til her.

Ren myte

Jeg var klar over, at sammenligningen kun gjaldt de 2% proteinkodende DNA og havde nok blot rynket på næsen af prof. Roberts udtalelse og tænkt, at det var den sædvanlige gang evolutionspropaganda, hvis ikke det var fordi, jeg kort før havde læst en artikel i det videnskabelige tidskrift “Science” fra 2007. Under overskriften “Relative Differences: The Myth of 1%” indrømmer man her, at det simpelthen er en myte, at kun 1% skiller os fra chimpansen rent genetisk. Myten udspringer af en artikel fra 1975 af evolutionsbiolog Allan Wilson fra University of California. At myten har fået lov til at leve så længe, afsløres et sted i artiklen, hvor der siges:
– I mange, mange år tjente 1 procents-forskellen os godt, fordi det var undervurderet, hvor ens vi er…
Okay! tænkte jeg, hvordan kan en myte tjene videnskaben? Videnskaben beskæftiger sig kun med facts, plejer jeg at få at vide, når jeg forsvarer intelligent design imod Darwinisters angreb. Jeg får tit at vide, at Gud er en myte, der berettes om i en tyk bog fra bronzealderen.
– Det er uvidenskabeligt! siger de.
Så myter er altså uvidenskabelige… men tilsyneladende ikke, hvis det handler om at promovere evolutionsteorien, kan jeg regne ud.
For nu at gøre historien med BBC-programmet og prof. Roberts færdig, så er sagen den, at udsendelsen er produceret i 2011, altså 3-4 år efter offentliggørelsen af artiklen i det ansete videnskabelige tidsskrift Science. Det levner os 2 muligheder: Enten holder professor Roberts sig ikke orienteret om vigtige emner indenfor sit felt, eller også lyver hun for åben skærm – det ene eller det andet – jeg fik i hvert fald kaffen galt i halsen.
Professor Roberts har stået for flere BBC-programmer, som alle vedrører evolution, og da netop evolution er hendes ekspertområde, nægter jeg at tro, at hun er uvidende om forskningsresultater indenfor det felt. Hvorfor fastholde en myte som værende fakta? Hvis evolutionsteorien, som det hævdes, er videnskab baseret på facts og virkelig er så overbevisende, ville der så være grund til bevidst at bruge myter i formidlingen af den?

Hvor stor er forskellen så?

Den nævnte artikel fra 2007 slutter med at fastslå, at ingen kender det nøjagtige procenttal for forskellen eller ligheden mellem chimpanse og menneske. Forskere fra intelligent design-bevægelsen er mere frimodige. Her er deres syn på sagen:
– To compare the two [human and chimpanzee] genomes, the first thing we must do is to line up the parts of each genome that are similar. When we do this alignment, we discover that only 2400 million of the human genome’s 3164.7 million “letters” align with the chimpanzee genome — that is, 76% of the human genome”.
Det vil altså sige, at stiller man de dele af chimpansen og menneskets DNA, som ligner hinanden, op side om side, så er der kun sammenfald ved 2400 millioner ud af menneskets 3164,7 millioner “bogstaver”, hvilket giver en lighed på 76%, eller en forskel på 24%. Det er resultatet af en overfladisk sammenligning. Går man i dybden, er tallet endnu mindre, og det er sandsynligt, at ligheden ligger under 70%, siger Dr Richard Buggs fra University of London.
Matematiker Dr.David Berlinski skriver i sin bog “The Devils Delusion”:
– Mistanke til Darwins teori opstår pga. 2 ting: 1) Teorien giver meget lidt mening. 2) Den er understøttet af meget få beviser.
Jeg er helt enig. Det sidste forklarer efter min mening, at man må ty til myter, når teorien skal sælges til godtroende seere.