Jeg har brug for gode råd til rygestop
Kære Suh
Selvom det er lidt banalt, har jeg som nytårsforsæt besluttet, at jeg vil prøve at holde op med at ryge! Det har været undervejs længe, og jeg vil virkelig gerne. Både for helbredets skyld, men også for økonomiens skyld. Og familiens. Så det er sådan set ikke gode grunde, jeg mangler – men evnen til at føre det ud i livet! Tak om jeg kan få alle de gode råd, du kan give!
Hilsen Rygeren
Kære Ryger
Sikke et godt nytårsforsæt! Her er nogle forslag, som du må eksperimentere med og finde ud af, hvad der virker bedst for netop dig:
– Nedtrapning: for nogle virker det bedst at tage langsomt afsked med cigaretterne. Man kan derfor prøve at trappe ned ved fx at ryge en cigaret mindre om dagen pr. uge. Ryger du 20 cigaretter om dagen, skal du altså skære ned til 19 om dagen i en uge. Derefter 18 om dagen i en uge osv. På denne måde når kroppen og psyken at vænne sig til mindre og mindre mængder tobak og nikotin lidt efter lidt. Du kan også prøve at ryge en halv cigaret, hver gang du vil ryge, i stedet for at ryge en hel. På den måde får du stadig dine rygepauser, men har alligevel ret hurtigt halveret dit forbrug. Efterhånden skærer du ned også på dine rygepauser.
– For andre er det bedste netop en ”kold tyrker”. Her kan det være en fordel at alliere sig med nikotin-tyggegummi eller plaster, eller cigaret-attrapper. Man har typisk brug for en masse distraktion for at ”overdøve” trangen de første mange uger, og det gælder derfor om at have en helt klar strategi, når trangen melder sig. Vælger du denne løsning, bør du derfor lave en liste over højrisiko-situationer (de situationer, hvor du forudser, at det vil blive sværest for dig ikke at ryge) samt dertil hørende mestring (forslag til, hvad du skal gøre for at undgå at ryge). Underkend ikke værdien af denne forberedelse. Hæng listen op et sted, hvor du ofte bliver mindet om den. Lær den udenad!
– Tænk over, hvilke særlige ressourcer du har. Hvor er dine styrker? Læg nogle planer ud fra denne indsigt. Er du konkurrencemenneske, så indgå et væddemål. Er du den sociale type, så allier dig med andre, der enten forpligter sig til en lignende afholdenhed eller blot nogle, som opmuntrer og tjekker op på projektet.
– Lad nogle af de fordele, der er ved at stoppe med at ryge blive meget tydelige! De penge, du ellers ville bruge på cigaretter kan du fx putte i en glas-krukke, hvor de synligt viser dig, hvor meget du allerede har opnået. Klistr gerne et billede på krukken/glasset af det, som du sparer op til. Jo mere synligt og konkret målet er – jo større sandsynlighed for at nå dertil.
– Skriv et brev til dig selv, mens du er top-motiveret, og læs det jævnligt for dig selv, når du er ved at miste modet. Mind dig selv om igen og igen, hvorfor det er, du kæmper denne kamp.
– Din trang til at ryge vil nogle gange være så stærk og ubehagelig, at du tror, du skal miste forstanden eller dø! Husk her, at trangen på et tidspunkt uundgåeligt vil toppe og derefter tage af. Kan du holde ud indtil da, har du vundet kampen.
– Rygning er på mange måder ”blot” en vane. Vaner er svære at bryde, fordi de er så implementerede i vores dagligdag – ofte tæt forbundet med andre vaner. Prøv derfor at ændre på flere andre vaner i dit liv samtidig med. For hvis gamle vaner, som tidligere gik forud for rygning, ændres, vil det være lettere at springe cigaretten over, idet dit system nu ikke på samme måde forventer en cigaret.
– Kig også dine kost- og motionsvaner igennem. Både sund(ere) kost og motion er hjælpsomt i forhold til rygestop, simpelthen fordi det i sig selv giver mere energi og overskud, hvilket man i høj grad har brug for, når man prøver at kvitte noget så indgroet som en rygevane.
Jeg håber, du vil få held med at gennemføre dit nytårsforsæt, rigtig meget held og lykke med det.
Hilsen Suh