Kendt præst udstiller malerier
Løsnings markante præst, Henrik Højlund, kan andet end prædike. Søndag d. 11. januar kl. 14 er der fernisering på Galleri Torupkunst i Løsning med hans malerier.
Her udstiller præsten sammen med tre andre kunstnere. Henrik Højlund maler dels akvarelbilleder med lys og farver på stedet ude i naturen, og dels større akrylbilleder derhjemme med mennesker i en lidt gådefuld sammenhæng. Oftest meget naturalistisk. På Galleri Torupkunst viser han nu sin kunst frem indtil 25. februar sammen med kunstnerne Birthe Engedal, Brian Kristensen og galleriejer Hanne Jensen. Birthe Engedal har gået på Århus Kunstakademi og har udstillet på flere censurerede udstillinger. Hun maler ofte afrikanske motiver i kubistisk stil og religiøse motiver. Brian Kristensen, Tørring, beskriver kunst som sin lykkepille. Han maler fx protrætmalerier efter foto. I 2014 blev han kåret til ’Årets Kunstner’ ved ’Kunst og cafe’ i Løsning.
Hanne Jensen, Hedensted, maler i naturalistisk og abstrakt stil i lag-på-lag teknik. Det rustikke og rå udseende tiltaler Hanne og giver energi og glæde, fortæller hun.