Farlig frihed
“Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt”, siger Paulus. Det er tilladt at nedgøre Muhammed, med grimme tegninger, men ikke særlig gavnligt, ser vi nu. Skal vi have mere terror, før vi bliver enige med Paulus i udsagnet? Ja, det tænker jeg. Jens Jørgen Thorsen blev især berømt, og berygtet, for sine kontroversielle planer om en Jesusfilm, der skulle omtale Jesu sexliv, hvilket vakte stort internationalt postyr og beskyldninger om blasfemi og dødstrusler, og som medførte, at Det Danske Filminstitut trak sit tilsagn om støtte til filmen tilbage. Men ingen, og slet ingen politikere, vil tage ordet selvcensur i deres mund. Så hellere bo i en fæstning. Intet er mere tåbeligt.
I USA, hvor man har ret til at forsvare sig selv, gider man da ikke gå og genere hinanden af frygt for blyforgiftning. Gad vide om det ikke er at foretrække i stedet for det overvågningssamfund, vi baner vejen for med vores provokerende adfærd. Den stærke dreng i klassen skulle man ikke omtale som en idiot; så fik man bare en på skrinet, og chefen, der altid har ret, er det heller ikke særlig klogt at blive uvenner med. Jesus var nu den klogeste af alle. Han sagde: “Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten”, der er verdens ende, og som nærmer sig med raske skridt. Man bliver altså ikke et bedre menneske af at genere andre og trampe på deres religiøse følelser. Hvis Danmark tror, det er et kristent land, er det kærlighed, det skal måles på og handler om. “Du skal elske din næste som dig selv.”
Knud Held-Hansen,
Juelsparken 2, 2.tv.,
9210 Aalborg SØ