Hvorfor sammenlignede Jesus kvinden med en hund?

Beretningen om den kanaanæiske kvinde er på mange måder atypisk. Den stiller flere spørgsmål, end den giver svar, og kan være ganske vanskelig at forstå.

Jesus og nogle af hans disciple havde krydset grænsen til Fønikien, tilsyneladende for at få lidt fred for de mange mennesker, der altid flokkedes om ham, og ikke mindst farisærernes evindelige plagerier og forsøg på at fange ham i spidsfindige teologiske fælder.

Når nøden bryder grænser

Mens de tager sig et fortjent hvil, dukker der pludselig en højtråbende kanaanæisk kvinde op. Hun kaster sig ned for Jesus og beder desperat: ’Hav barmhjertighed med mig Herre, du Davids søn. Min datter har en dæmon i sig som plager hende ustandselig’ – En forståelig bøn, en moder der kæmper for sit barns liv, og som sandsynligvis vidste, at Jesus kunne helbrede.

Hvorfor svarer Jesus ikke?
Men hvad oplever vi så: Jesus svarer hende ikke, og disciplene beder ham om at sende hende bort, da de synes, det er pinligt, at hun vækker opsigt. Endelig tager Jesus selv til orde og oplyser kvinden om, at han er sendt til jøderne for at hjælpe dem. ’Sendt til de fortabte får af Israels hus’. For han var Israels Messias, og det var alt nok – på dét tidspunkt. At nå ud til andre folkeslag hører en senere tid til – efter Jesu opstandelse.

Skal vi kunne forstå alt?
Den måde Jesus her handlede på, kan vi ikke umiddelbart forstå. Når vi læser videre frem i Bibelen, ser vi, at Jesus var sendt til jorden for at føre mennesker ind i Guds rige. Hans befaling til disciplene lød: ”Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple” (Matt.28.19), og i 1. Tim. 2.4. læser vi: ”Gud vil, at alle mennesker skal frelses”. Var Jesus på det tidspunkt lidt tilbageholdende, fordi han skulle opfylde sin opgave med først at tage sig af Guds folk, jøderne, for i ’tidens fylde’ at brede frelsen og Guds rige ud over hele jorden? Var det Jesu kaldelse at leve under jødernes livsform og love for gradvist at vise, at Guds plan er uendelig større og omfatter alle mennesker?

Gav ikke op

Kvinden, som ikke gav op, fordi Jesus afviste hende, bad endnu mere indtrængende og desperat. Drevet af kærlighed og angst for sin datters liv ydmygede hun sig og vedblev med at trænge ind på ham. Ja, hun accepterede, at Jesus sammenlignede ikke-jøder med hundehvalpe! Jesus sagde, at det ikke var pænt at tage de små børns (jødernes) brød og give det til hundehvalpene, hvortil kvinden svarede, at hvalpene jo løb ind under bordet og spiste de krummer, børnene tabte! Så sagde Jesus til hende, at fordi hun troede og svarede på den måde, ville hun få det, hun bad om, og datteren blev rask!

Tro, kærlighed og udholdenhed

Beretningen fortæller os en skøn historie om en kærlig og omsorgsfuld mor, der i tro og stor udholdenhed bad for sin elskede datter. Jeg ser for mig dette optrin og glæder mig over såvel moderens udholdende bøn og Jesu store visdom, som satte liv og kærlighed over alt andet – selv de afvisende disciple, der endnu ikke forstod den dybere sammenhæng, men bare ville have fred. Jeg ser denne beretning primært som en lære til os om, at intet er umuligt for den, som tror. At troen sammen med udholdenhed ikke har nogen grænse. Når vi, som moderen, af hele vor kærlighed og vort hjerteblod beder, vil grænser brydes, og det umulige blive muligt.

Søndagens tekst: Matt. 15:21-28

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

En ikke-jødisk kvindes tro
21Jesus og disciplene forlod nu den del af landet og trak sig tilbage til egnene omkring Tyrus og Sidon. 22En ikke-jødisk kvinde, som boede på den egn, kom til Jesus og råbte bønfaldende: »Vær barmhjertig mod mig, Herre, du Davids Søn! Min datter har en dæmon i sig, og den plager hende ustandselig.« 23Jesus svarede hende ikke lige med det samme. Disciplene gik hen til ham og sagde: »Bed hende om at gå. Det vækker opsigt, at hun råber efter os.« 24Så vendte Jesus sig mod kvinden og sagde: »Jeg er kun udsendt for at hjælpe jøderne.« 25Men hun trådte nærmere og faldt på knæ foran ham: »Herre, hjælp mig dog!« 26Jesus svarede: »Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.« 27»Det er sandt, Herre,« sagde hun, »og dog løber hvalpene hen og spiser de krummer, som falder ned fra deres herres bord.« 28»Du har stor tro!« udbrød Jesus. »Du skal få det, du har bedt om!« I samme øjeblik var hendes datter helbredt.