Lad os tale om synd
I sidste uge sad jeg her i Aalborg med en ung gymnasieelev, som gerne ville frelses. Da jeg sad med hende, kom disse ord til mig fra Lukas kap 7.: ”Den, der har fået meget tilgivet, elsker meget”.
Denne unge pige var en rigtig sød og fornuftig pige. Men uanset hvor sød og fornuftig man er, har man stadig syndet og har stort behov for tilgivelse.
Det var derfor mit job at få hende til at se sin synd, for at hun kunne se behovet for tilgivelse. Ja, jo mere jeg kunne vise hende, hvor syndig hun var, jo mere taknemmelig ville hun også blive, når hun blev tilgivet.
Jeg tog mig derfor god tid til at snakke med hende om hendes liv. Da jeg fandt en synd, tegnede jeg den op, så hun virkelig kunne se, at hun havde syndet imod en hellig Gud og fortjente evig fortabelse. Ja, pludselig var hun ikke mere denne pæne pige, men en synder, som står under Guds dom.
Derefter talte jeg om tilgivelsen, og hvad Jesus gjorde på korset. Herefter blev hun døbt til Jesus, og Helligånden kom stærkt over hende, og hun begyndte at tale i tunger. Hun var nu født på ny og i brand for Jesus. Ja, hun havde en kærlighed til Jesus, som ikke var der før. Hun havde nemlig set, at hun havde syndet meget og derfor havde fået meget tilgivet, hvilket gjorde, at hun elsker meget.
Dagen efter var hun ude på gaden og fortalte begejstret om sin tilgivelse og det nye liv. Hun gjorde dette med en nød, da hun vidste, at de andre også havde syndet og behøvede den samme tilgivelse, som hun havde modtaget. Da pigen kom hjem, oplevede hun en smerte i nakken, og hun spurgte, hvem i rummet, der havde ondt i nakken. Det var hendes mor, som hun så bad for, og hun blev helbredt. Halleluja, jeg elsker at se kraften i evangeliet på denne måde.
Men jeg er også i dyb bekymring, når det gælder kirkerne i vort land. Det virker, som om man mange steder ikke mere taler om synd. Man er bange for at være klar og direkte og pakker tingene alt for meget ind. Eller man lader sig styre af tidsånden, frem for af hvad Bibelen siger. Jeg vil minde dig om, at Jesus kom, for at vi kunne få tilgivelse for vore synder og fordi han ville give os et nyt liv. Han kom ikke for at opfylde vore drømme, eller for at vi skulle leve videre i synd. Vil vi se mennesker født på ny og elske Jesus, må vi igen tale om synd og tilgivelse. Vi må vise folk deres behov for frelsen, så de kan vende om og elske Jesus af hele deres hjerte. Den, der har fået tilgivet meget, elsker nemlig meget.