Man får ikke stress af at blive forpustet

Kære Suh
I disse tider, hvor folk på stribe kollapser af stress, og hvor vi hele tiden tudes ørerne fulde af, at vi skal ”passe på os selv”, synes jeg, det giver den udfordring, at det kan være svært at skelne mellem det ”gode hensyn” til sig selv og så på at ”give efter for dovenskab”. Nogle gange oplever jeg nemlig at der er nogle, der er lidt hurtige til at ”passe på sig selv” og ikke er med på at tage del i et kollektivt ansvar. Det kan fx være kollegaer, der er lidt hurtige til at sygemelde sig, eller som nogle gange er lidt for hurtige til at sige fra. Jeg synes nok, jeg kan kende forskel på det ene og det andet, når jeg ser det hos andre, men det er svært for mig at finde balancen hos mig selv? Især som kristen?

Anonym

Kære Anonym
Du har helt ret. Når et problem er meget udbredt, sker der det, at der sættes en masse fokus på det, både i medierne og almen samtale. Nogle gange tager det helt overhånd, og vi kommer til at generalisere – alle problemer som blot lugter lidt af den oprindelige problematik bliver kategoriseret som dette. Mange bliver paranoide og tror fejlagtigt, at de er ved at ”gå ned med stress”, blot de bliver den mindste smule forpustede. Andre misbruger det helt bevidst, sådan vil det altid være. Der er ingen tvivl om, at man skal tage stress-symptomer alvorligt, for stress i klinisk forstand er farligt og sundhedsskadeligt. Men vi skal samtidig huske på, at vi mennesker er skabt ret fantastiske, og vi faktisk kan holde til ret meget. Verdenshistorien har masser af beretninger, som vidner om dette. Og selvfølgelig kan vi holde til at være under pres og til at være stressede – i afgrænsede perioder, ikke over alt for lang tid og ikke konstant!

Da vores grænser for, hvornår presset bliver ”for meget” eller er ”over for lang tid”, er individuelle, kan der ikke sættes faste målestoksforhold op for det, det må i stedet vurderes fra individ til individ og fra situation til situation. Derfor, selvom man kan være fortørnet over, at en kollega ikke kan overskue eller holde til det samme som en selv, må man prøve at lade tvivlen komme ham/hende til gode. Tegner der sig et mønster, hvor man synes, retten til og forståelsen for at ”sige fra” samt sygemelding misbruges, så må man henvende sig til rette vedkommende, fx tillidsmanden/chefen eller lign. Og i forhold til os selv? Hvordan vurdere, hvornår det er sundt at sige fra, og hvornår det blot er ”dovenskab”? Tja, den individuelle skabelon skal naturligvis ikke kun findes frem, når vi vurderer andres sigen fra, men også i forhold til os selv.

Her er vi nødt til at vurdere hver enkelt situation ud fra kendskabet til os selv: hvad er omkostningerne (i praktisk og psykisk energi) ved det pågældende? Hvor meget energi har vi aktuelt på ”energi-kontoen”? Hvilke andre forpligtelser har vi i denne periode, som der derfor også skal være energi til? Hvordan er den umiddelbare reaktion på en evt. forespørgsel – er det ”åh, det orker jeg ikke” eller er det ”åh, det gider jeg ikke” – som nogle gange kan være et fingerpeg. Hertil kommer, at vi må bestræbe os på at være så ærlige overfor os selv som muligt, og nogle gange kan det være svært at erkende, at man ikke kan lige så meget som veninden eller som naboen kan. Man kan fejlagtigt komme til at konkludere, at man så ikke er lige så meget værd. Her er det vigtigt at minde sig selv om, at vores værd ikke ligger i vores præstationer, men i det enestående faktum, at vi er skabt i Guds billede og derfor er hans dyrebare børn – om vi siger fra eller ej!

Hilsen Suh