Mange blev befriet fra plageånder

I Vesten betragtes onde ånder ofte som blot et produkt af primitive menneskers fantasi. Selv missionærer fra Vesten har fortalt afrikanere og andre naturfolk, at de dæmoner, de syntes at opleve, slet ikke eksisterede. At opleve dæmoniske manifestationer er derfor en øjenåbner for en hvid europæer.

For 15-20 år siden var jeg sammen med familien udsendt som missionær til et radiostudie i Ngaoundéré i Cameroun. Det var en skøn og lærerig tid. Vi boede i en hyggelig norsk luthersk missionærkoloni, hvor det meste handlede om vores egne eksotiske oplevelser.

Vi passede vores job og gik i kirke om søndagen. Jeg har ikke en eneste gang oplevet onde ånder manifestere sig synligt. Nu vendte jeg så kortvarrigt tilbage til byen i forbindelse med Udfordringens kampagne med Per Hyldgaard på byens festplads. (Omtalt sidste uge.) Og her opdagede jeg, hvor plaget befolkningen i virkeligheden er – under overfladen – af det okkulte.

Når man konfronterer det onde, reagerer det…

Hver dag ved møderne, hvor der var omkring 1.000 tilhørere, var der fysiske reaktioner fra mennesker, som åbenbart var under dæmonisk indflydelse. Under Per Hyldgaards bøn fra platformen reagerede de med skrig eller ved, at de kastede den person til jorden, som de huserede i. At det ikke blot var personen selv, der skabte sig, fik vi mange beviser på. Fx talte dæmonen ofte igennem personen og sagde: ”Jeg vil ikke ud!” – ”Jeg slipper ikke!” Og dæmonen talte – med den besatte persons stemme – om den besatte i 3. person. Altså fx: Jeg farer ikke ud af hende!

30 tilfælde dagligt

Under kampagnen oplevede vi, at der var megen okkultisme i Ngaoundére området – som ellers har været præget af norsk missionsarbejde i 75 år. Vi oplevede hver dag, at besatte mennesker reagerede under forkyndelsen – og specielt imod bøn i Jesu navn. Ca. 30 personer blev hver dag hjulpet af forbedere imod okkulte fænomener og plageånder.

Spiller død

For en dansker er det en meget stærk oplevelse at se dæmoner husere i et menneske med en sådan magt, at personen ikke selv ved, hvad der foregår. I andre tilfælde spillede dæmonen ”død”. Personen var ligesom slået ud og havde fjerne øjne, ofte rullende hvide, så man ikke kunne komme i kontakt med den besatte. En mor, som endda boede på missionssationen, kom med sin voksne søn.

Han var delvis lammet, efter at nogle kammerater havde kastet en forbandelse på ham i jalousi, forklarede hun. Hun havde forsøgt med sygehuse, kinesiologi, horoskoper og diverse ”kloge mænd” – uden held. I den traditionelle kirke fandt hun heller ingen hjælp. Nu kom hun så med sønnen hver aften. Når han blev udsat for forkyndelsen og bønnen, blev han fjern.

Første aften lå han på en båre. Man kunne ikke komme i kontakt med ham. Hans øjne var tomme og rullede opad. Efterhånden mistede ”dæmonen” noget af magten over ham, og han virkede lidt nærværende, når jeg talte til ham. Men når jeg bøjede mig helt ned til hans mund for at høre, hvad hans læber sagde, lød der blot en dyb stemme: ”Der er ingen problemer!”

Forsøger at undgå

Nu skal det straks fastslås, at Per Hyldgaard gør, hvad han kan, for at disse dæmoniske manifestationer ikke skal stjæle billedet fra den positive forkyndelse.
På hver kampagne sørger han for, at der er en gruppe lokale medarbejdere, som er fortrolige med disse fænomener.

Disse rådgivere tager sig straks af besatte mennesker og hjælper dem ud af menneskemængden og hen til et aflukket område, fx et telt, hvor præster og andre kristne beder for de besatte og om nødvendigt befaler dæmonerne at forlade personen. De befaler dette i Jesu navn, dvs. med den autoritet, som Jesus gav sine efterfølgere.

Ikke blot tilskuer

Jeg gik selv op i teltet og overværede flere af disse uddrivelser, hvor præster og andre kristne i overensstemmelse med Jesu befaling i Markus 16 kastede dæmonerne ud. Først var jeg bare tilskuer, men da en besat kvinde pludselig fór hen imod mig, kom jeg selv med i uddrivelsen. I dag forstår jeg bedre, at nogle mennesker nemt kommer til at råbe, for i de næste to timer befalede vi den onde ånd at slippe det stakkels besatte menneske, men den hvæsede tilbage: Jeg vil ikke ud, jeg forlader hende aldrig, I finder aldrig roden, osv.

Da en præst spurgte: Hvad hedder du? svarede stemmen: Legion! Ligesom dæmonerne, som Jesus kastede ud, så de for i svinene. Men i vores tilfælde forsøgte dæmonen nok at skræmme os. Den truede os og vores familier med død og ødelæggelse – gennem den besattes stemme. I den situation er det svært at bevare en kølig og rolig stemmeføring. For man føler, man er oppe imod ondskaben selv. Men heldigvis har Jesus lovet sejr – selv over dæmoner. Og den nævnte kvinde blev også fri, selv om det tog flere aftner.

Hun blev så meget sig selv, at hun på et tidspunkt sagde: Jesus frels mig! Kvinden kom fra en muslimsk familie, som var involveret i okkult praksis. Hendes negle og hår havde været klippet af og brugt til okkultisme, forklarede moderen. Heldigvis er der stærke lokale kristne, som kan hjælpe kvinden og hendes mor. For som Jesus sagde, så risikerer man, at der kommer syv nye ånder, værre end den første, hvis man blot efterlader en tom krop uden at fylde den med Guds Hellige Ånd. (Matt.12, 45)

Kristne har autoritet

Hvad er det bibelske grundlag for at drive dæmoner ud? I Lukasevangeliet 9,1 står der fx:
”En dag kaldte Jesus sine 12 disciple sammen og gav dem magt og autoritet til at uddrive alle slags dæmoner og til at helbrede de syge. Så sendte han dem ud for at forkynde budskabet om Guds rige og for at helbrede de syge.”

I Lukas 10 står der, at han senere sendte flere ud – 70 disciple – og i vers 17 kommer de 70 disciple tilbage, og fortalte glædestrålende: »Herre, selv de onde ånder adlyder os, når vi bruger den autoritet, vi har fået fra dig.« Jesus svarede: »Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn. Jeg har givet jer magt til at træde på ‘slanger’ og ‘skorpioner’ – ja, magt over hele fjendens hær – og han vil ikke kunne skade jer. Men det afgørende er ikke, at de onde ånder adlyder jer. Nej, glæd jer hellere over, at jeres navne er indskrevet i Himlen.«

Også i missionsbefalingen i Markus 16;15-18 lover Jesus sine efterfølgere overnaturlig autoritet: Vers 17: »Og disse tegn skal følge dem, der tror: med fuldmagt fra mig skal de drive dæmoner ud, de skal tale med nye tunger, og hvis de kommer til at tage på slanger, vil der ikke ske dem noget. Skulle de drikke gift, vil det heller ikke skade dem. Og de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver helbredt.« (Fra hverdagsdansk-udgaven).

Jesus har altså forudset, at der fortsat ville være onde ånder og dæmoner, som skulle kastes ud. Og han gav os ikke blot autoriteten til at gøre det, men også en ordre på at befri de plagede.

Kirken har svigtet

Som vi alle véd, har kirken i Vesten ikke praktiseret dette i større omfang, siden den såkaldte ”oplysningstid” forsøgte at afskaffe troen på Gud og det overnaturlige. Filosofferne efterlod et fattigt materialistisk verdensbillede, hvor vi kun anerkender dét, vi kan måle og veje. Og selv når det er muligt at måle virkningerne af det åndelige, er det næsten umuligt at bryde det to-dimensionelle verdensbillede i Vesten.

Men hvis mennesker kan blive påvirket og ligefrem besat af en ond ånd – en dæmon – har vi så ikke som kristne svigtet ved ikke at hjælpe mennesker fri?
Og hvis kirken i flere århundreder ikke har uddrevet det onde, er det så ikke tænkeligt, at det onde har fået magt i mange? Og i samfundet? Selv i kirken?

Uskyldig pige var besat

Nu kan man nemt forestille sig, at det er specielt onde mennesker, der er besat. Men det er slet ikke tilfældet. En personlig oplevelse viste, at selv en forholdsvis uskyldig pige åbenbart kunne huse en dæmon. Det viste sig, da jeg en eftermiddag ville besøge min gode ven, den lutherske præst Silas. Der lød høj sang inde fra huset, og da jeg kom ind, så jeg at der lå en ung pige i sofaen, og hun var helt ude af sig selv, mens de sang og bad for hende om befrielse. Hun var taget med sin veninde, præstens datter Ruth, hjem, og da der blev bedt i huset, reagerede hun pludselig voldsomt.

Hun var ellers katolik og fortrolig med bøn. Nu kunne man tro, at hun blot reagerede imod en anden form for kristendom, men der var åbenbart tale om mere end blot en psykologisk reaktion. Mens hendes unge venner bad og sang, og nogle talte direkte til dæmonen og befalede den at forlade hende i Jesu navn, reagerede hun – eller ånden i hende – ved at råbe ”Jeg kommer ikke ud!” Selv om det var pigens stemmebånd, der talte, var det ligesom en anden personlighed, der råbte igennem hende.

Befriet og lettet

Omsider slap det onde taget, og pigen, som hed Lana, bad Jesus om at frelse hende og om at tage magten over det onde i hendes liv. Nu blev hun rolig og lettet. Hun græd stille og var lidt skamfuld. Jeg hentede nu Anja Due, Aalborg, som var med i det danske team. Hun har også i Danmark god erfaring med at hjælpe mennesker med uforklarlige problemer, som åbenbart har en åndelig årsag. Vi talte bagefter med pigen.

Vi forsøgte at finde frem til, hvad der lå bag denne besættelse. Anja og præstens kone fik sig en kvindesnak med pigen. Det viste sig, at Lana på en ferie var blevet gravid med en dårlig fyr. Hun levede ellers meget forsigtigt som en pæn pige og forstod ikke, at det kunne ske for hende. Bagefter turde hun ikke sige det til sine forældre. Så hun fik en abort. Men så blev alting blot værre. – Når jeg så Bibelen, var den som ild, fortalte hun. – Jeg kunne ikke længere bede. Noget holdt mig tilbage.

Jeg har personligt talt med flere mennesker herhjemme, som har oplevet det dæmoniske i forbindelse med det alternative.

Ikke kun skyldfølelse

I Danmark ville vi nok typisk sige, at det var hendes dårlige samvittighed, der plagede hende. Men husk på, at en anden ”person” eller ånd netop havde råbt og reageret indeni hende og omtalt hende i 3. person. På en eller anden måde var en dæmonisk magt kommet indenfor, som tog magten fra hende. Om dette var sket ved den seksuelle kontakt med en person, som måske var okkult, ved skyldfølelsen, ved løgnen overfor forældrene, eller ved aborten kan man jo spekulere over. I hvert fald oplevede den stakkels pige en ubehagelig magt i sit liv.

– Mine penge begyndte at forsvinde, så jeg ikke kunne betale mine skolepenge, fortalte hun bl.a. hulkende. Men efter udfrielsen oplevede vi igen pigen glad komme til udendørs-møderne og stå i forreste række for at få al den hjælp, hun kunne suge til sig. Hendes liv var totalt ændret. Anja betalte senere hendes skolepenge og gav hende en bibel, som nu sikkert bliver hendes kæreste eje. Med præstens datter som den bedste veninde er der håb om, at Lana nu får et helt andet liv, end der ellers var udsigt til.

Plageånder

Jeg har personligt talt med flere mennesker herhjemme, som har oplevet det dæmoniske i forbindelse med det alternative. Men også ved så ”uskyldige” plager som frygt og bitterhed, der havde manifesteret sig som en plageånd. Hverken gode psykologiske samtaler eller psykiatrisk behandling med medicin har rigtigt kunne hjælpe. Men det har andres forbøn i nogle tilfælde kunnet på et øjeblik, mens andre plagede selv måtte arbejde sig fri med ”skovl og hakke” (som Graham Powell skriver i sin bog: To Verdener).Altså ved hjælp af bøn og bekendelse af Guds magt og Guds fred midt i uroen.

For som Jakob skriver i sit brev kap. 4, 7-10: ”Hold stand over for Djævelen, så går han sin vej. Hold jer nær til Gud, så holder han sig nær til jer. Bed om tilgivelse for jeres onde handlinger. Og I, der står med et ben i hver lejr, I skal indvi jeres liv helt til Gud. Græd over det onde, I har gjort. Sørg over det med oprigtig anger. Skift latteren ud med bedrøvelse og alvor. Bøj jer ydmygt for Herren, så vil han rejse jer op.”

Hvad kan man selv gøre?

Hvad kan man da selv gøre, hvis man føler, at noget har fået magten over en? I Folkekirken har man ikke blot en trosbekendelse, men også en forsagelse af det onde: Jeg forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Men kristendom handler ikke blot om, hvad der foregår i kirken om søndagen. Vi kan alle personligt og dagligt forsage djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Eller med mere enkle ord simpelthen befale det onde at forsvinde i Jesu navn. Igen og igen. Indtil det mister sin magt. ”Stå djævelen imod, så skal han flygte fra jer!”

Læs også denne uges leder ‘Findes plageånder kun i Afrika?’

 

Sidste uges blog af redaktør Henri Nissen:

Slangen slap sit tag

En afrikansk kvinde opdagede, at hun havde en medicinmand til nabo. Det var ikke særlig behageligt, så hun overvejede at flytte.
Den okkulte mand eksperimenterede med alt mulig okkult. Og en af hans sorte kunster var åbenbart, at han kunne ligge som død på sin seng, mens hans sjæl eller ånd for over i en slange. Den slags tror vi jo ikke på i det ”oplyste” Europa, men mange afrikanere kan fortælle om bizarre oplevelser med den slags. En dag kravlede en slange ind i kvindens hus. Hun jagede den ud. Men næste dag var den der igen.

Resolut slog hun slangen ihjel. På netop samme tidspunkt døde medicinmanden i nabohuset. Og hans kone beskyldte nu nabokvinden for, at hun havde dræbt manden ved at slå slangen ihjel. Det forstod kvinden ikke. Men medicinmandens hustru forklarede, at hendes mand havde flyttet sin ånd til slangen. Og i vrede kastede hun nu en forbandelse på den undrende kvinde.

Kort herefter oplevede kvinden, at noget lagde sig om hendes hals. Som om en slange forsøgte at kvæle hende. Når hun gik på gaden, kunne hun også opleve, at noget forfulgte hende og ligefrem fysisk daskede til hende.

Alt dette lyder sikkert bare som et fælt eventyr. Men i sidste uge kom denne forfulgte kvinde til Udfordringens kampagne i Ngaoundere, Cameroun, for at høre Per Hyldgaard tale på byens store plads. Efter talen kaldte Per folk frem til at modtage frelse ved troen på Jesus, og han bad senere en fælles bøn for alle, der var syge. Da han bad for, at dæmonerne skulle slippe deres tag, mærkede kvinden, at slangen omkring hendes hals løste sig. Og hun følte for første gang i årevis en vidunderlig frihed.