Svenske biskopper advarer mod antisemitisme

’Enhver hadforbrydelse er et angreb mod menneskeligheden’ skriver de svenske biskopper i anledning af Auschwitzdagen.

Antisemitismen findes selv i den kristne tradition, påpeger biskopperne. De bruger derfor markeringen af 70-året for befrielsen af Auschwitz til blandt andet at minde om, at antisemitismen ikke begyndte med nazismen:
– Som biskopper i Svenska Kyrkan ved vi, at der også i vor kristne tradition findes smertelige eksempler på, hvordan Jesu disciple fra tid til anden har svigtet og direkte vendt sig imod Jesu eget folk, hedder det i udtalelsen.

Biskopperne tager også afstand fra alle udtryk for antisemitisme som fx terror mod jødiske mål og vandalisering af synagoger. Samtidig nævner de andre grupper som romaer, homoseksuelle og handicappede, der ligesom jøderne blev forfulgt og forsøgt udryddet af nazisterne. Biskopperne understreger, at alle ideologier, som anfægter menneskers værdi, bør bekæmpes.
– Enhver hadforbrydelse er et angreb mod menneskeligheden, skriver de ifølge Dagen.