En GOD lovsangs-cd
Hvad kendetegner en god lovsangs-cd? Jeg tvivler på, at wikipedia har en præcis definition. Som med så meget andet er det et spørgsmål om smag.
Men nogle gange går kvalitet, stil og bredde op i en højere enhed, så rigtig mange kan blive enige om, at noget er god lovsang. Jeg tror, det kommer til at ske med Skywalks nye cd: ”Din er æren.” Den udkom i fredags og indeholder 12 numre og et ekstranummer. Bare ét af dem er på engelsk. Tre af numrene optræder i to forskellige varianter på cd’en. Bag cd’en står Skywalks lovsangsgruppe, som tidligere har udgivet Himmelvendt.
Men siden har de været igennem et generationsskifte. Cd’en er fyldt med kvaliteter. Den første er teksterne. Der er dybde, budskab og omhyggelighed. Samtidig kredser de om centrale emner i kristendommen – på en lettilgængelig måde og uden alt for mange lovsangsklichéer. Også melodierne er for langt de flestes vedkommende lette at synge med på, samtidig med at de har deres egen lyd. Hvis jeg skal spå om fremtiden, så betyder kombinationen af tekststyrke og gode melodier, at mange af disse sange vil blive brugt i kirkerne i Danmark.
Stilmæssigt spænder cd’en bredt – fra en salme med ny melodi til elektroniske udgaver af et par af numrene. Det er en styrke, fordi rigtig mange forskellige mennesker kan finde noget på cd’en, de virkelig elsker. Ulempen er, at de fleste måske også kan finde noget, de er knap så vilde med. Men det er vilkårene ved at ramme bredt. Det meste af cd’en er indspillet ”live-agtigt”, hvor både sang og musik er optaget sammen, men uden publikum. Det kan jeg godt mærke – og det kan jeg godt lide. Det gør det lidt lettere at fornemme inderligheden, som ligger bag. Og den inderlighed kalder mig ind i lovsang og tilbedelse, når jeg hører cd’en. For mig er det den største anbefaling.