Høsten svigter ikke
Du høster, som du sår, mere end du sår, og senere end du sår, siger en amerikansk prædikant. Dette princip gælder også forældres investering af tid og kristen vejledning, når det gælder deres børn. Og det har betydning for børnenes tro.
En spritny amerikansk undersøgelse viser, at børn fra kirkelige hjem har størst chance for at blive troende som voksne, hvis de har et godt forhold til forældrene og har oplevet andagter og i det hele taget kristen oplæring i hjemmet. Undersøgelsen ser også på børnenes skolegang og konkluderer, at hjemmeundervisning kan fremvise de bedste resultater i form af voksne med personlig kristen tro og tilsvarende moralsk livsførelse.
Nu er der naturligvis tale om amerikanske forhold. Og da undersøgelsen er lavet af eksperter i hjemmeundervisning, kan det næppe undre, at netop denne undervisningsform fremhæves i undersøgelsen. Der er tale om forhold, som ikke uden videre kan sammenlignes med dansk kultur. Alligevel er der stof til eftertanke: I stedet for kun at tale om undervisningsformer kunne vi fokusere på, at børn får stort udbytte af at tilbringe mange timer sammen med forældrene dag efter dag. Det handler hverken om skoleundervisning eller kvalitetstid, men om prioritering af barnet. Det tærer ikke på familiens budget. Det handler bare om kærlighed, nærvær og at forældrene tager deres ansvar som vejledere på sig. Hvis man sår de rigtige frø, vil man høste mere af samme slags senere.
Den omtalte undersøgelse fandt da også en forskel mellem de elever, som havde gået på kristne og offentlige skoler. Ligesom hjemmeundervisningen kan også kristne skoler så noget godt, som viser sig at bære frugt, når eleverne bliver voksne. Vi må skønne på de lærere og pædagoger, som præger vore børn med sund tro både i og uden for skoletiden. Vi må også støtte dem i, at der skal sættes grænser. Men hvem er det, der påvirker danske børn i den nye heldagsskole? Hvad er det, der præger dem? Meget af det, børn udsættes for gennem internettet, er den rene gift – uanset hvor mange, der labber det i sig. Forældre må turde være voksne og sætte grænser. Det kan tage tid at få talt om problemerne. Men det kan vise sig at være afgørende for børnenes tro og liv på længere sigt. Man høster som man sår. Bare mere af det og en del senere.
Læs om den nye undersøgelse i artiklen ‘Forholdet til forældrene er afgørende for unges tro’ under Eksklusive