Riverrafting

Strømhvirvlernes skum farver floden helt hvid. Hvor er den skrigorange gummibåd nu på vej hen? Det river i kroppene ombord, når båden på millisekunder skifter retning – falder vi i lige om lidt?

Frygt og spænding blander sig i min mave. Jeg kigger hen på styrmanden. Jeg er tilbage i båden efter længere tids klamren mig til sikkerhedsrebet på ydersiden af den. Styrmanden virker helt rolig og sikker og justerer ind imellem lidt på bådens retning med en åre, han holder i hånden. Rundt omkring mig sidder fire andre kvinder. Tre af dem padler på livet løs. I modsatte retning af flodens strøm. De virker til at være opsatte på at komme ind til bredden – men det ser ud, som om styrmanden har et helt andet punkt ude i horisonten, han sigter imod.

Sveden driver af de tre kvinder. Styrmanden prikker dem på skulderen og antyder, at han gerne vil have deres årer, men de virker helt opslugte af deres projekt. Jeg dømmer dem ikke. For det første er det ikke særlig længe siden, at jeg selv tog chancen og kravlede ombord igen – for det andet sad jeg i udgangspunktet med ryggen mod sejlretningen og forstod ikke noget som helst af, hvor vi var på vej hen. Men styrmanden vendte mig om og pegede ud mod en indsø langt ude, som floden løber ud i. Det virkede også til, at han prøvede at få mig til at grine, når det kilder i maven – i stedet for at være bange.

Åh nej. Den sidste passager var uopmærksom og lænede sig for langt ud af båden, da et pludselig retningsskift fik hende til at glide ned i vandet. Styrmanden tager det roligt og er hurtigt henne ved hende med sin udstrakte hånd. Hun virker dog meget opsat på at redde sig selv og ignorerer i lang tid hans udstrakte hånd. Først da hun næsten ikke har kræfter til selv at holde hovedet over vandet, tager hun imod hjælpen. Jeg trækker vejret ned i maven og får pludselig øje på skønheden omkring mig, mens jeg hviner af fryd over et lille bump, som får båden til at lette over vandet. Jeg er vist i gode hænder her…