Jesus er jødernes store tankekors

Hvorfor er så få jøder kommet til tro på, at Jesus er Messias og opfyldelsen af profetier i Det Gamle Testamente?

”Dyrkelsen af Jesus er en krænkelse af Gud.” (Tidl. overrabbiner Bent Lexner i mosaiske.dk 1/11-2011)

I påsken, hvor den kristne kirke fejrer Jesu stedfortrædende død på korset og hans opstandelse påskemorgen, konfronteres mange religiøse jøder med dette tankekors:
Afskygger det jødiske påskelam i Mosebøgerne mon ham, som ørken-profeten Johannes Døberen pegede på med ordene: ”Se Guds Lam, som bærer verdens synd!”  (Joh. 1:29) som ville han sige:  ”Han, Jesus,  er i menneskeskikkelse opfyldelsen af vort tempels  blodige ofringer?”  (På det tidspunkt var templet nemlig med dets offeraltre stadig, indtil år 70, intakt og i brug).
Jeg har en ældre slægtning, som er gået over til jødedommen, men han var tidligere ivrig pinseven og godt kendt med Bibelen, både det Nye og det Gamle Testamente. I min ungdom kunne han vidne for mig og svare, når jeg spurgte ham, hvordan han havde det: ”Når jeg er i Kristus, har jeg det kun godt!”
Når jeg i dag minder ham om dette evangeliske vidnesbyrd, svarer han blot: ”Det stammer fra dengang, jeg var et søgende menneske!” Alligevel spurgte jeg ham, hvad det for os kristne så centrale ord i Joh. 1:29 siger ham, men det nægtede han at kommentere, underforstået: Det siger ham ikke noget mere, lige så lidt som Paulus’ ”kristologi” gør det. (Det er den benævnelse, han bruger, afstandtagende og nedsættende).

En moderne udgave af jødedommen

Tanken om forsoning og en stedfortrædende offerdød for syndere findes nemlig ikke mere i jødedommen, i hvert fald ikke i dens moderne udgave, selvom jødernes egen Bibel, som er vores Det Gamle Testamente, men som jøderne kalder ”Tanach”, har meget at sige herom, ja, en hel bog i Bibelen, nemlig 3. Mosebog handler om syndens alvor og synderens frelse og forsoning ved et syndoffers blod.
”Vi beskæftiger os ikke med frelse i jødedommen”, har tidl. overrabbiner Bent Lexner flere gange fastslået. ”Messias-forventningerne blev gennem Jesus ikke opfyldt”, udtalte han til Kristeligt Dagblad i 2002. Som moderne jøde ville det skurre ham og hans ligesindede i deres lovlydige øren at høre kristne synge fx dette enfoldige kor, vi ofte sang i min ungdom på de evangeliske møder:

”Der er frelse kun i Jesu blod alene,
vej til Himlen går jo om ad Golgata,
kom i dag og lad dig helt med Gud forene,
du med fryd opleve skal din frelses dag.”

Forestillingen om, at Guds Messias, den salvede Guds Søn, skulle lide og dø for sit folks, ja hele verdens synder, afviser den tidligere overrabbiner og de fleste moderne rabbinere med ham. Bent Lexner udtalte ved ovennævnte lejlighed: ”De kristnes Jesus kan ikke være Messias. De kristnes forestilling om en guddommelig Messias ligger langt fra den jordiske forestilling”.
Men påskeaften (den jødiske ”pesach”) fylder Messias dog meget i de jødiske bønner. Ikke som forsoneren, men som den befrier, Elias ved sit komme skal proklamere. Men dog kun som et bønneritual og ikke en del af hverdagen, hvor det mere gælder om at leve et godt og moralsk liv uden behov for en forkyndelse om noget lam, dets blod og det syndige menneskes behov for forsoning. Messianske tider kan man tale om i jødisk teologi som ideen om fredelig sameksistens og god opførsel, men mere Messias-forkyndelse er der ikke plads til hos liberale jøder.
Der er imidlertid en anden alvorlig anstødssten, der generer mange tænkende jøder, og det er de kristne. Den klassiske afvisning af kristendommen er, som vi alle véd, henvisningen til al den ondskab, der er begået mod det jødiske folk i kristendommens navn. Det krymper sig altid i os, når emnet bringes på bane og bør også gøre det. Men vi behøver ikke bare at tale om den nazistiske holocaust, for heller ikke Martin Luther holdt sig som bekendt tilbage med jødefjendtlige udfald.
I det kristne vidnesbyrd i almindelighed ser jøderne alt for sjældent Kristus i de kristnes liv. De finder ham således ikke nødvendigvis i den etablerede, institutionaliserede kristne kirke, hvis religiøse ”maskinrum” ofte kører på livløse ritualer, oplæste bønner og tørre prædikener, hvor der godt nok oplæses bibeltekster, men uden at Kristus selv træder frem i Åndens kraft og bevis, som Paulus taler om (1. Kor. 2:4).
Det nytter ikke at bortforklare, at megen hedenskab har fået indpas i kristen gudsdyrkelse. Jøden ser fx i den kristne julehøjtid alt for megen hedensk afgudsdyrkelse med kunstigt, kristent anstrøg. Dette skygger let for den Jesus (Yeshua), som evangeliet taler om – ja, det evangelium, der oprindeligt ikke blev forkyndt som et antijødisk budskab, men tværtimod som en opfyldelse af den oprindelige jødedom og altså ikke en ny religion. Denne sandhed gøres vidunderligt klar af det samlede vidnesbyrd i fx Apostlenes Gerninger (urkristendommen!).
(Omvendt må den ærlige jøde nok erkende, at ikke-jøder vel har svært ved uden videre at få øje på Israels Gud gennem det sekulariserede, jødiske folk).
Men hermed er heldigvis ikke den fulde sandhed sagt om kristendom og jødedom. I bogen ”Hvorfor lige mig?” som jeg for nylig har fået i hænderne, fortæller bogens forfatter, Jacob Damkani, hvordan en kristen ven, Jeff Booth, gennem trofaste besøg med sin levende, selvoplevede Kristus-udstråling (kombineret med et usædvanligt levende forhold til Skrifternes Kristus-vidnesbyrd) vandt denne ellers kristendomsfjendtlige jøde for evangeliet. Bogen er et herligt vidnesbyrd om, at selv den mest forudindtagede modstander af evangeliet kan vindes og overvindes gennem det personlige vidnesbyrd og Helligåndens kraft. Denne bog, som er oversat til mange sprog, fortjener at komme i hænderne på de jødiske venner og kontakter, vi gerne vil vinde for Jesus Kristus.

Henviste til Messias som det sande påskelam

Det var engang mit privilegium i en amerikansk, jødisk synagoge (i staten Pennsylvania) at gøre det samme, som Johannes Døberen gjorde ved Jordanfloden, nemlig at henvise til Messias, vor Herre Jesus Kristus, som værende det sande påskelam, der blev ofret på Golgatas uhøvlede korsplanker én gang for alle.  En af synagogens ledere ønskede nemlig efter en rundvisning i en efterfølgende spørgetime at vide, på vegne af mange deltagere, hvad mit ærinde var i USA, og så fik jeg lov at give mit vidnesbyrd.
Jeg nævnte i denne spørgetime det måske mest provokerende bibelsted fra Det Gamle Testamente, nemlig det 53. kapitel hos profeten Esajas, hvor der i vers 5 står: ”Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld;  os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår!”  Intet bibelord tror jeg virker så udæskende på en Kristus-fornægtende jøde som netop dette ord, og man kan meget vel komme ud for i dag, at en jøde frabeder sig nogen belæring fra Esajas 53, når vi vil vidne for ham/hende.
I et offentligt foredrag af tidligere overrabbiner Bent Melchior i Næstved-området spurgte jeg efter foredraget om, hvordan en jødisk teolog forstod netop Esajas’ 53. kapitel. ”Hvem er efter jødisk opfattelse den lidende person, der dér omtales?” var mit spørgsmål, som foredragsholderen givetvis har fået stillet mange gange gennem årene, men som han dog nægtede at besvare offentligt, da han hellere ville gøre det i et privat brev, hvor den lidende person hos Esajas blev udlagt som det lidende Israel og ikke en bestemt person.
For nogle år siden drøftede jeg med en kendt ikke-teologisk, jødisk leder og god ven Esajas 53, som jeg bevidst havde bragt på bane, og som jeg forstod som en profeti om Jesus Messias fremsagt ca. 700 år, før det skete.  Han var en ærlig mand og sagde så pludselig til mig: ”Den med at Jesus er død for vore synder, køber jeg!”  Som en follow-up på den samtale lod jeg en jødisk kunstner fremstille med nydelige hebraiske bogstaver ordene fra Es. 53:5 til indramning for at minde ham om hans egne ord:  ”Den køber jeg!””
Jeg har lyst til at sige til mine egne landsmænd i denne påske: ”Gak hen og gør ligeså!”