Profeti advarede armienerne

Ansvarshavende redaktør  Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør Henri Nissen

I april markerede vi 100-året for folkedrabet på det armenske folk i 1915. Få véd, at Gud advarede de kristne armeniere gennem profetier. Og de, der adlød, reddede livet.

Når jeg har rejst i det østlige Tyrkiet på grund af min interesse for Noahs Ark, er jeg ofte stødt på armenske stednavne, som nu er erstattet af kurdiske eller tyrkiske navne. Hist og her finder man forladte kirkegårde og sten med kors fra den kristne tid. Men der er ingen armeniere tilbage i det, der engang var Armenien. Kirkerne er ødelagt eller ændret til moskéer. Og Tyrkiet benægter, at der er begået et folkedrab. Det er tabu at nævne emnet. Selv præsident Obama tør ikke anerkende dette veldokumenterede folkedrab – fordi han tager politiske hensyn til USAs allierede Tyrkiet. Det samme gør den danske regering desværre. Hyklere…
Som vi skrev i sidste uge (s. 5) var to danske kvindelige missionærer vidner til dette folkedrab. Maria Jakobsen og Karen Jeppe. De forsøgte at sende nødråb hjem om det forfærdelige, der skete. Men det nyttede ikke meget, for Europa var optaget af 1. verdenskrig, mens op imod halvanden million kristne armeniere døde. Ca. 1/2 million blev dræbt af muslimske tyrkere og kurdere, som tog deres jord og ejendom, og ca. 1 million omkom under lange tvangs-deportationer.

Når der sker frygtelige begivenheder som krige og katastrofer, er der altid nogen, der bebrejdende spørger: Hvorfor tillod Gud det? (Også dem, der normalt ikke tror på Ham.)
Men vi må holde op med at tro, at alt, hvad der sker er Guds vilje og at der altid er ”en mening med det”. Nej, ifølge Bibelen har mennesket en fri vilje, og menneskeheden har valgt at give det onde alt for frit spil. Derfor raser djævelen og alle hans dæmoner fortsat – specielt imod det gode. Ondskaben er derfor også dæmonisk inspireret.
Derfor er vi heller ikke forsvarsløse imod det onde. Men vi skal både bekæmpe den med menneskelige og åndelige midler. Jesus gav sine efterfølgere nogle stærke åndelige våben at kæmpe med imod det onde. (Se fx Efes. 6.) Men ofte er kristne desværre ligeglade med den undervisning, så det onde får alt for frit spil i vore liv og i samfundet.
Selv om det armenske folk pr. tradition var ”kristent”, så var det – ligesom det ”kristne” danske folk – kun en mindre del, der havde en levende tro. Før folkedrabet fik disse troende armenierne nogle advarsler om det, der skulle ske. Og de, der lyttede til de profetiske ord, redede faktisk livet. (Se nederst side 7: ”Gud havde en redningsplan”.)