Børnebibel med mod, tro og fortælleglæde
Biskop Steen Skovsgaard fortæller på overbevisende måde 45 bibelhistorier for børn.
Der er mange stolte traditioner forbundet med at skrive børnebibler. Forfatteren Anne de Vries er nok ”moderen” til de moderne børnebøger. Og herhjemme har både Johannes Møllehave og Sigurd Barrett for ganske nylig skrevet gode og læseværdige børnebibler.
Og nu er der kommet en børnebibel fra en lidt uventet kant – i hvert fald ved første øjekast: biskop Steen Skovsgaard står nemlig bag en ny børnebibel. Og det er han kommet rigtig godt afsted med: Biskoppen fra Lolland-Falster er kendt som en dygtig og tydelig kommunikator med en begejstring for og en troskab overfor de bibelske tekster. Også når det gælder formidling over for børn.
Børnebiblen har han kaldt De bedste bibelhistorier. Og det er ikke forkert. Jeg oplever, at jeg – og min søn på 4 – er kommet godt igennem Bibelen i selskab med Steen Skovsgaard. Og han har ikke fravalgt væsentlige beretninger, fordi de er vanskelige at formidle for børn.
Åbenbaringen er med
Han har – og det er måske en overraskelse for nogen – valgt at slutte sin børnebibel, som Bibelen slutter: nemlig med Johannes Åbenbaring og det evige liv. Det er måske noget af det mere vanskelige at fortælle om i en bibel for børn i 3 til 6 års alderen. Men han klarer opgaven til UG. Læs blot dette:
“Når Jesus kommer igen, skal alting blive godt. Han vil samle os som sine børn. Han vil tage os ved hånden og sige: ‘Nu skal vi altid være sammen og være glade. Nu er der ikke noget, som skal gøre os ondt eller kede af det.’ [..] Det kan vi godt glæde os til. For der skal alt blive godt. Meget bedre, end vi tror. Og meget bedre, end vi kan forestille os. Det kan du være sikker på, og det skal du tro på.”
Gode illustrationer
Og apropos min søn på 4: Han var grebet af historierne, men især Gill Guiles tegninger, som er meget naturtro – næsten Disney-agtige i brugen af farver. De supplerer historierne godt. Særligt de store tegninger, som fylder to sider i bogen. De kunne desværre godt være lidt forstyrrende, hvis de kom midt i en sætning og på et forkert sted i historien. Men ideen er ikke dum: Giv de gode tegninger masser af plads – det bidrager til indlevelsen. Selvom min søn, der hedder Samuel, gentagne gange spurgte efter billedet af den 12-årige Samuel, som var hos Eli, før han blev en af Israels store profeter og vejledere …
I et børneværelse bør der for variationens skyld være et par børnebibler, og Steen Skovsgaards bør være én af dem!
Steen Skovsgaard: De bedste bibelhistorier
271 sider • 199,95 kr. • Kristeligt Dagblads Forlag