Forestil dig livet som et tyreløb….

Vi stormer alle fremad i samfundets tyreløb. Vi vil fremad, vi kæmper for at undgå at falde, og hvis vi gør vores bedste, er vi måske blandt vinderne, som når helskindet gennem løbet.

Noget er efter os. Hvad det er, kan være ligegyldigt, men noget må være efter os, for vi flygter, som bliver vi jagtet af enorme, muskuløse og intimiderende tyre. Vi står alle midt i Pamplonas gader – gader fyldt med en mærkelig blanding af skrig, råb, frygt, fest, vindere og tabere.

Taberne ender stakåndet med hovedet presset mod de tørre, støvede brosten og øjnene hårdt sammenknebet i håb om ikke at blive ramt af de seks løbske tyre. Vinderne derimod ender på tyrefægtningsarenaen omgivet af fest og farver. De har fået suset, de har været med i løbet og har ledt tyrene til den store arena, hvor det hele ender i tyrefægtning. Derefter er det hele slut.
Både vindere og tabere har været med i løbet. Tyrenes rute med fast start- og slutpunkt var planlagt hele tiden. Løberne var der bare. De var med for fornøjelsens skyld og havde hver deres øjeblik, men tyrene skulle nok nå til arenaen alligevel.

Vi er alle løbere

Vi mennesker er alle som løberne i Pamplonas gader. Vi er dem, der bliver jagtet, for vi vil fremad, vi vil videre, vi vil vinde. Normalt siger vi bare, at ”vi gerne vil fremad i livet”, men er det os selv, der vil det? Er det i virkeligheden ikke os, der bliver presset fremad? Er det ikke ”løsslupne tyre”, der tvinger os væk fra det, vi er i nu, og frem til næste gadehjørne, hvor en ny lang strækning med brosten kommer til syne?
Det næste er bedre – bedre end det, vi er i nu. Lige fra fødslen skal vi udvikle os, for vi skal fremad, vi skal ændre verden. Det har vi fået at vide, lige siden vores forældres godnatsang gladelig forvissede os om morgendagens muligheder. Forældre er et godt billede på det med at komme fremad, for det er jo hele pointen med børn. De små gylpende, men stadigvæk charmerende guldklumper er til, for at vi skal fremad – de er bekræftelsen på, at vi tror på fremtiden. Børnene skal nemlig løbe videre foran tyrene, når engang forældrene stakåndede må give op.
Vi skal gøre en forskel, og vi skal videre i løbet – det er sådan vi er, men nogle gange bør man stoppe op og overveje hvorfor. Vi er jo alle løbere, og det eneste, vi har at vinde, er de andre løberes opmærksomhed – og det er kun de løbere, som er lige omkring os, der kan ane skyggen af os i øjenkrogen, før de selv må give op.
Samfundet er bygget op sådan, men vi lever i det, og vi overvejer ikke, at der er andre muligheder end at tilbringe tilværelsen få meter foran en løbsk tyr; men det er der! Der er hjælp at hente. Det ligger bare ikke mere til os at spørge efter hjælp – det er vi for stolte til. Derfor bliver kristendommen og Jesus, der står foran os midt i Pamplonas panikflydte gader med udstrakte hænder, skubbet langt væk. Han er en hindring, som vi skynder os forbi.

Det er effektivt at glemme Gud

Sådan kan man, bedre end nogensinde før, beskrive det danske samfund, hvor det at glemme Gud pludselig er blevet til en dyd, vi kalder for effektivitet. Når vi effektiviserer, skærer vi alt for tit de virkelige værdier fra, og det er i den grad, det vi gør, når vi skubber Jesus til side, fordi han står i vejen.
I et land som Danmark er det åbenlyst, at høj velstand giver troen en mindre betydning for folk. Vi behøver ikke nogen gud til at styre os, og vi er i øvrigt kommet så langt, at vi gerne vil have al religion af vejen, for det gavner ikke samfundets muligheder for at udvikle sig. Her i landet tror vi på os selv!
Det er påfaldende, hvordan kristendommen bliver sat til side, for at der kan være plads til vores egne fine planer om velstand og om at komme længere ind i Pamplonas gader.
Som en konsekvens heraf bliver kirken smidt ud af samfundet – det skal man ikke være specielt opvakt for at se! I dag skal folkekirken både agere kirke og samtidig være en traditions- og værdibærende institution for alle danskere, der ikke nødvendigvis har noget forhold til det, som kirken egentlig er til for. Blandt andet derfor har vi flere frimenigheder end nogensinde før. Vi er midt i en enorm verdsliggørelse af vores samfund, og i mine øjne er der én simpel hovedgrund til dette: Religion bremser samfundets fremskridt.
Som 16-årig kristen kan jeg kun være kritisk over for den drejning, samfundet tager, for jeg er ikke af den overbevisning, at verdsliggørelse af samfundet er gavnligt for befolkningen – tværtimod. Fadervor er blevet sparket ud af skolen, og flere steder opfordres der efterhånden til, at man kan «spare» kirkeskatten. Det er jo verdsliggørelse og effektivisering på samme tid – vi kommer længere gennem Pamplonas gader, og vi kommer længere væk fra ham Jesus, der har det med at stå i vejen.

Fremmedgørelse af al tro

Det er dog ikke kun som kristen, jeg ser et problem. Al denne sekularisering og effektivisering fører jo til en uundgåelig fremmedgørelse af al tro.
Det kan godt være, at vi som samfund kan løbe hurtigere, men fører sekulariseringen af vores samfund ikke til en religionskritisk indoktrinering? Er det dét, der er meningen med at adskille stat og religion? Nej! Vi må stoppe op og overveje, hvad vi får ud af at løbe, når vi løber i den forkerte retning – væk fra vores tro.
Vi færdes i et samfund, hvor det er helt legalt at give falske skræmmebilleder af religiøse mennesker. For eksempel kan man i dag lave en julekalender, der fremstiller en frikirkekristen som usympatisk, led og i stærk opposition til heltinden. Dette er indiskutabelt indoktrinering i stor målestok, hører ikke hjemme på en public service-kanal og er en omgåelse af religionsfriheden.
I folkeskolen kan man møde lærere, der i kristendomsundervisningen forklarer deres elever, at der selvfølgelig ikke er nogen, der i fuld alvor tror på det med Gud og Jesus. Alligevel skal vi have kristendom i skolen, så vi på en anseelig sikkerhedsafstand kan lære, hvad kristendom er for noget, så vi derefter kan tage afstand. Kristendom og tro gøres til en videnskab om noget, der engang betød noget for nogle.
Denne indoktrinering bliver der sat for få spørgsmålstegn ved, og det fortsætter, når skoleeleverne til den obligatoriske juleafslutning møder en præst, der selv ser kristendommen på akademisk afstand. Når børn og unge præsenteres for kristendommen på en sådan måde, er det en konsekvens af, at man i samfundet tager afstand fra kirken og ser den som en hæmsko for samfundet.
Når jeg som ung ofte får spørgsmål til min korshalskæde, viser det sig, at andre unge ofte finder kristendommen interessant. De har nemlig hørt og lært, at det af en eller anden grund betyder meget for nogle, men på trods af interessen for det nye og anderledes er det stadig på en vis sikkerhedsafstand, at jeg må fortælle om min tro – fremmedgørelsen af religion og tro er yderst aktuel.

Der er mere end Pamplonas gader

Vi må stoppe med at leve vores liv som et løb mod tyre. Vi bliver blinde i det støv, vi selv pisker op. Vi må aldrig glemme, at der er andre muligheder end blindt at deltage i løbet. Hvis vi som samfund fortrænger alt uden for Pamplonas overfyldte gader, kan det være lige meget, hvor tyrene fører os hen, og det hele kan være ligegyldigt, selvom vi tror, at vi selv løber den rigtige vej.