Hvad skal vores generation huskes for?

Bådflygtninge: På Holocaust- museet i Jerusalem vidner en lille jolle fra Gilleleje om en dansk helteindsats under Anden Verdenskrig, som reddede tusinder af jøder fra KZ-lejrene.

Som 14-årig besøgte jeg museet for første gang, og jeg husker stadigvæk følelsen af stolthed over at være dansker. At mine landsmænd vovede at risikere deres eget liv for at redde andres.
Vanvittig mange krigsflygtninge søger i dag imod strandene i Libyen og er parate til at risikere livet for at komme til Europa.
I oktober mødte jeg i Athen uledsagede drenge helt ned til syvårs-alderen, der var flygtet fra regimer, der slog deres familier ihjel. Her drejer det sig ikke om velfærdsturisme, men om overlevelse. Om at komme væk fra islamisterne, der forfølger disse drenge. Drengene, jeg mødte, var heldige, at de havde overlevet den lange tur fra Afghanistan, Syrien eller Afrika. I Athen bor de i parker, hvor de kun ejer det tøj, de har på. Flere af drengene tjener til maden ved at sælge sig selv til prostitution for kun fem euro.

Halvhjertet?

Josef Janning, der er senior analytiker ved European Council of Foreign Relations, siger: “Europa kan ikke undlade at reagere, men vi ser en halvhjertet reaktion og et vist hykleri. Den offentlige holdning er, at det er en skandale at lade folk dø. På den anden side er der mange, som er glade for, at det ikke er deres kyster, som de dukker op på.”
Europa er nødt til at stå sammen og hjælpe flygtningene. Vi må ikke skære i ulandsbistanden på et tidspunkt, hvor behovet aldrig har været større. Hvis vi vil stoppe antallet af både, der sejler ud fra Afrika og Mellemøsten mod Europa, bliver vi nødt til sammen at forbedre forholdene for at de børn, kvinder og mænd, som er på flugt fra islamistiske regimer. Vi må hjælpe dem med vand, mad og sikkerhed! Hvis ikke vi sætter massivt ind og skruer op for støtten fra Danmark, vil vi være vidner til endnu flere tragiske drukneulykker.
Den stolthed, jeg har over mine forfædres indsat for redde jøderne i Danmark under Anden Verdenskrig ønsker jeg, at mine børn og kommende generationer kan have over for min generation i relation til flygtningene i Middelhavet. At vi var vores ansvar bevidst i vores tid.
Og nogle gange koster det at tage ansvar og ikke bare lade stå til.