Russisk sortsyn

Golden Globe-vinderen ”Leviathan” giver et kritisk blik på det russiske samfund – og den ortodokse kirke – og rejser med sin titel spørgsmålet, om der bag det hele er et ”uhyre” i aktion.

Anmeldt af Bo Torp Pedersen

Filmen Leviathan tager os med til en lille by ved Barentshavet, hvor vi følger en lille familie og dens nærmeste venner – og fjender!

Den mistrøstige stemning anslås i de tågede billeder fra det kolde nord. Nogle gange kan man se en hval i bugten, men mest markant er skeletterne og hval-resterne, som ligger på stranden.
Filmens særprægede titel falder i øjnene. Leviathan har både litterære og især religiøse referencer. Inden for jødedommen refereres der til en drage, en bugtet slange ved navn Levjatan, hos profeten Esajas (kap. 27, v. 1). Uhyret nævnes også i Salme 104 (v. 26), og det er nærliggende at tænke på uhyret igen i Jobs Bog, når ’den’ beskrives udførligt i kap. 40-41. I den kristne middelalderkirke blev Leviathan til tider brugt som et skræmmebillede, et billede på Satan, et uhyre som truede med at æde Guds skabninger og skabe kaos, mens Thomas Aquinas – lidt mere forfinet – tolkede Leviathan som misundelsens ’dæmon’.
Når filmen anvender en så særpræget titel med markante kulturelle og religiøse referencer, må man spørge sig selv, om filmen hermed vil tillægge den lille mand, Kolja, og hans kamp mod den magtfulde borgmester en dimension af noget kosmisk, religiøst eller skæbnebestemt. Kolja som en Job-figur? Men modsat Jobs Bog er det en Job-historie, hvor Gud ikke griber ind og vender mandens skæbne.
I en samlet vurdering af filmen ligner den mytologiske overbygning en slags kompensation for en tynd beskrivelse af menneskene og deres problemer. Borgmester Vadim Kheleviat er en kliché: et korrupt og fedladent magtmenneske med håndlangere til det beskidte arbejde. Vor hovedperson Kolja har ligesom de fleste af mændene et overforbrug af alkohol og desuden et iltert temperament og en irrationel adfærd, der på forhånd dømmer ham til at blive en taber.
Filmens giftige skildring af kirkens folk virker derimod præcis, og den russisk-ortodokse kirke har da også angrebet filmen i utvetydige vendinger. Kirkens angreb bekræfter, at her har filmen fat i noget: I Ruslands lange historie har den russiske kirke altid allieret sig med magthaverne – selv i kommunisttiden: under foregivende af at ville lindre forholdene – og det er ikke anderledes i dag. Den ortodokse kirke kalder sig gerne ’hellig’, men den går efter udvendig anerkendelse og glorie i stedet for at forkynde det kristne evangelium til dom og befrielse.
Andrej Zvjagintsev er utvivlsomt en talentfuld filminstruktør, ikke mindst visuelt. I Leviathan er især landskabsbillederne meget ekspressive, og i nogle billeder af Kolja fremtræder han næsten som en vindblæst skulptur, ensom og forladt. Jo, der er elementer af filmen, som gør indtryk.
Leviathan slutter med pompøs undergangsmusik af Philip Glass, og tilskueren fornemmer, at nu er uhyret ’sluppet løs’. Er Zvjagintsev virkelig på linje med den korrupte borgmester, som på et tidspunkt kalder vor hovedperson Kolja og hans familie for ’insekter’, værdiløse størrelser som kun kan vente på at blive ’slugt’ af større ’dyr’? Er det også Zvjagintsevs livssyn? Nej, for filmen formidler også en medfølelse, som gør en stor, afgørende forskel.
Forkortet og bragt med tilladelse. Anmeldelsen i sin helhed kan læses på filmorientering.dk

Leviathan • 140 min. • Premiere: 8. januar • På dvd: 5. juni