Snak med patienten…
Tove Videbæk
Folketingskandidat for
Konservative i Vestjylland
I sidste uge var der her i bladet et indlæg fra undertegnede om samme emne, men der var blevet sat en overskrift på, som ikke helt stemte overens med det primære eller hovedpunktet i mit indlæg.
Det primære i mit indlæg var og er, at når dødeligt syge patienter behandles alt for længe, så får de alt for kort tid til at forsone sig med at skulle sige farvel til livet og til alle deres pårørende. Kort og godt: de får en dårlig livsafslutning.
Hvis lægerne derimod – lige så snart de vurderer, at patienten har kort tid tilbage – siger det, så kan patienten selv være med til at prioritere: Enten at få medicin, som ikke kan sikre overlevelse, men måske vil give uro og ubehagelige bivirkninger. Eller at få palliation (lindrende behandling, som indbefatter smertelindring både fysisk og psykisk samt hjælp til løsning af sociale og eksistentielle / åndelige spørgsmål. Denne indsats gives på hospice og af palliative teams.)
Lindrende indsats kan give dødeligt syge patienter ro og tid til at forsone sig med tanken om at skulle forlade livet og sige farvel – på alle de måder og til alle de mennesker, som de ønsker at sige farvel til. Dermed skabes mange flere gode livsafslutninger.
For nuværende visiteres alt for mange patienter så sent til palliation, at de først kommer på hospice ganske få dage, før de dør. Det er synd for patienten, som dermed ikke får den gode livsafslutning, som vedkommende kunne have fået.
Så – hvis man starter med en snak med patienten, bliver der skabt mange flere gode livs-afslutninger, hvilket må være det absolut primære!
Samtidigt kan det naturligvis gavne de pårørende og lette presset på de ansatte og samfundet som helhed.