Apostolsk stævne hjalp med at rette blikket udad

Apostolsk Kirkes SommerCamp handlede om nåde på tre plan: Nåde fra Gud til os, nåde til hinanden og nåde fra kirken og til mennesker udenfor kirken.

Tema for årets SommerCamp for Apostolsk Kirke var ”Sendt med kraft og nåde”, og med det var kursen sat for uge 28 i de vante og smukke omgivelser omkring Højskolen i Kolding.

Blandt dette års talere var højskolens nye forstander Peter Prothero. Han har tidligere i en otteårig periode været ansat på Højskolen. I 2006 rejste han tilbage til London, hvor han har arbejdet som præst i en Equippers-kirke i London, der er vokset fra ca. 50 til ca. 500 medlemmer under hans lederskab.
Erik Christiansen, der selv er en del af lederskabet i Apostolsk Kirke i Vejle, deltog sammen med sin hustru Ingela og deres tre døtre på stævnet i Kolding. Både Erik og Ingela blev inspireret af Peter Protheros undervisning:
– Peter Prothero brugte et eksempel fra et kendt varehus i England. Deres udstillingsvindue skulle give kunderne lyst til at komme ind i varehuset. På samme måde bør kirkens ”udstillingsvindue” være gudstjenesten søndag formiddag. Vi bør stoppe op og tænke ”det vi laver søndag formiddag, giver det andre lyst til at komme ind i kirken?” siger Erik og fortsætter:
– Jeg tror, det er godt, at vi tænker denne tanke. Hvis det, vi laver søndag formiddag, får folk til at løbe skrigende bort, skal vi måske gøre det på et andet tidspunkt. Om søndagen skal det være let fordøjeligt, så kirkefremmede får lyst til at komme, og programmet bør give mening for den almindelige dansker.
Ingela supplerer:
– Peter talte ved et eftermiddagsseminar om ungdoms- og teenagearbejdet. Han pointerede her, at vi, som er modne kristne, må fremelske de yngre, vi må ofre og give plads til, at de kan vokse. Vi bliver nødt til at have gudstjenester på et niveau, som når de 25-årige og ikke de 50-årige. Ellers kan vi ende med ikke at have nogen næste generation. Det er os, der må være i stand til at ofre, det er os, der er de modne. Det kan godt være, at vi ikke kan lide, at musikken er så høj, men så må vi sætte ørepropper i. Vi må have den holdning, at det vil vi gerne ofre for den næste generation.
Prothero talte også om vigtigheden af at vise tillid. Fx fik deres ungdomsledere et budget og ansvaret for det. Og hvis de lavede fejl, ja så var holdningen, at det lærer man jo af. Men ikke noget med at holde fast i, at en eller anden lavede en fejl for mange år siden – og det glemmer man ikke!

Fedt fællesskab

– Noget af det fedeste på stævnet er fællesskabet med vores egen menighed, siger Ingela, og Erik er helt enig:
– Vi er mange med fra Vejle, og søndag eftermiddag havde vi ét langt kaffebord, hvor vi var op mod en 100 stykker. Om aftenen var der rig mulighed for at være sammen efter aftenmødet. Den sidste aften sad vi fx sammen til kl. 2 om natten og hyggede og snakkede.
– I kirken opfordres man jo til at deltage på sommercamp, og vi var mange frivillige, som arbejdede sammen, så det var skønt med mere tid til hinanden, tilføjer Ingela, som sammen med sit lovsangsteam fra Vejle var med til at lede lovsang under stævnet.
– Det er også en rigtig god uge for nye kristne, for på et sommerstævne får de solid undervisning over længere tid, set i forhold til det, man kan nå under en søndagsgudstjeneste, siger Erik og slutter med nogle af de citater, han har noteret i løbet af ugen:
”Mission er det, du gør hver dag. Vision er det, som trækker dig ind i fremtiden.”
”Fokusér ikke på vækst, men fokusér på det, som er sundt og godt.”
”Jeg eksisterer for kirken, kirken eksisterer ikke for mig.”
”Vær et vidne der, hvor du er, i alt, hvad du gør. ”

Hvad siger en juniorer om sommerstævnet?

– Det er hyggeligt at være på SommerCamp, siger Amanda på 12 og fortæller på opfordring, hvad hun oplevede på stævnet:
– Jeg hang ud med mine venner, og om formiddagen var jeg til møde i ”himmelstormerne”.
”Himmelstormerne” er programmet for de 10-13-årige, og Amanda var særlig glad for ”Himmelstormeraftenen” med bønnevandring, og hvor Rachel Turner talte til juniorerne. Rachel Turner arbejder som familiepræst i St. Paul’s Church i London.
– Det var både sjovt og spændende at høre hende fortælle om sit eget liv, hvordan hun kom til tro, og hvordan hun var kommet til at forstå det med at bede. Aftenmøderne med forældrene var også ret gode – især lovsangen. Der var lidt mere gang i den end derhjemme, men kun lidt, understreger Amanda.