Forskel på mangler

… Sidste år var der jo bl.a. dobbelt-op-perioder, så alle folk, uanset hvilket socialt lag de kom fra, kunne være med. I år har der ikke været dobbelt-op-peroder… men de har faktisk også introduceret, hvor du skal købe ekstra varer for så at få ekstra kort, og så er det jo ikke gratis længere, vel?

Sådan lød det i maj i Godmorgen Danmark. Indslaget gjorde mig så forarget, at jeg ikke kunne andet end at le. Hvorfor så det?
Årsagen skal også findes i maj, hvor VIVA tog os volontører med bag Honduras’ facade og gav mig de mest tankevækkende oplevelser i mit liv. En aften var vi med præsten Alvin på gaden, hvor vi delte mad ud til de laveste i samfundet. Personerne, som vi mødte, åbnede mine øjne for en verden, som jeg aldrig havde forstået før. I dag sidder små episoder stadig helt fast på nethinden.
En ung mor, som har prostitueret sin 13-årige datter for at få mad på bordet.
En nedtrykt kvinde, som kun har haft 5 kunder fra det faste gadehjørne til forskel fra de sædvanlige 15.
Disse episoder er et udpluk af de mange oplevelser, som jeg stadig bearbejder. Episoder fra en aften, hvor en ukendt verden trængte sig på. En verden, som for uhyggeligt mange honduranere blot er hverdag i et korrupt, bandestyret samfund, hvor politimænd bevidst lader mordsager gå tabt i systemet, fordi de ved at gribe ind vil risikere deres eget liv. Et samfund, hvor du har 97 % chance for at forblive på fri fod, hvis du begår et mord.
Med disse håbløse facts i baghovedet lød det fortsat fra Godmorgen Danmark fra en af mine medvolontørers mobiler:
”Hun er selvfølgelig lidt ked af, at hun ikke har muligheden for at samle dem, fordi hun synes det er lærerigt at læse om alle de her dyr, og hun får heller ikke… altså… hun får også nej og sådan noget ikke, men jeg synes det her er en anden sag.”
Lige dér blev jeg hårdt ramt af, at vi i Danmark kan gøre en gratis kampagne i et supermarked til en sag! I stedet burde vi være taknemmelige for det, vi har, og bruge energien på de mennesker, hvis hverdag ikke er så ligetil som vores.
Det kan se håbløst ud for et land som Honduras, men hvor der er vilje, er der vej. Jeg vil gerne sige en stor tak til alle de mennesker, som kæmper for et bedre Honduras og bede til, at flere vil bruge deres tid på deres medmennesker frem for små andedamsirritationer.