Abortklinikker mister støtte i tre stater efter videoafsløringer
Alabama har som den tredje delstat besluttet at stoppe al funding af Planned Parenthoods klinikker, efter at videoer har afsløret illegalt salg af fostre, skriver Christian News Headlines.
Skatteyderne i Alabama skal fremover ikke længere være med til at støtte abortklinikkerne under Planned Parenthood. Det skyldes, at indtil videre fem videoer optaget med skjult kamera har afsløret klinikkernes praksis med salg af hele fostre eller foster-dele.
Delstaten Louisiana har ophævet en kontrakt med Planned Parenthood, mens New Hamsphire har nedsat støtten med 650.000 dollars, oplyser Life News. Alabamas guvernør Robert Bentley har udtrykt sin holdning til sagen i en række tweets:
– Planned Parenthoods beklagelige praksis er blevet udstillet for amerikanerne. Jeg har afsluttet al forbindelse med organisationen i Alabama. – Som læge og som Alabamas guvernør er det med menneskeliv fra undfangelse til fødsel og videre frem uendelig vigtigt for mig. Bentley fortsætter: ’Jeg respekterer menneskeliv, og jeg vil ikke have Alabama tilknyttet en organisation, der ikke gør det.’
Guvernøren har givet Planned Parenthood besked. Selskabet har nu 60 dage til at indkalde til en høring, hvis de vil forsøge at ændre afgørelsen.
Direktør for Planned Parenthood, Staci Fox, har udtalt, at Bentleys beslutning ’vil gå ud over mænd og kvinder fra lavindkomst-grupper.’
Et mindretal i Senatet hindrede den 3. august vedtagelsen af et forslag om at fratage Planned Parenthood statsstøtten. Men 12 stater foretager nu deres egne undersøgelser af, hvad der egentlig foregår på Planned Parenthoods klinikker.