Det kristne Nephew

s22_CD_nyves_anxiety_cover_hires_finalJa okay, overskriften er måske en smule misvisende, for man skal passe på med at sammenligne. Men ikke desto mindre, så har vi her et kristent band, som på næsten Nephewsk vis leverer et debutalbum, som skiller sig ud.

Det ved NYVES, som særligt får mig til at tænke på bands som danske Nephew eller The National, er den tidligere Demon Hunter forsanger Ryan Clark stemme, som er med til at skabe et univers, som skiller sig lidt ud fra det meste af den kristne musik. Det er ikke metal, som Demon Hunter, det er industrirock, altså en blanding af metal, punk og elektronisk musik.
Lyden er maskulin, rå og lidt dyster. Ved første gennemlytning blev jeg faktisk lidt irriteret over Clarks tørre, lettere depressive stemme. Men jo flere gange jeg hører albummet, des mere føler jeg mig tilpas i hans selskab. Som den lidt mærkelige ven man skal bruge ekstra tid på at lære at kende for rigtigt at forstå ham. Clarks stemme er en klar styrke og komplementerer lyduniverset rigtig godt på albummet. På numrene fornemmer man næsten en fabriks pumpende metalliske maskiner i baggrunden. Og som genren antyder, så vil der ofte være lydoptagelser fra fabrikker i industrirock albums. Sådan lyder det også her.
Lyder det mærkeligt? Ja måske, men NYVES lykkes meget godt i deres debut-album. Teksterne er som regel en smule kryptiske, så man skal lytte godt efter for at få meningen frem. Den åndelige vinkel er heller ikke super tydelig ved de første gennemlytninger. Men man kan jo som altid lægge det i teksterne, som man selv vil.

Heldigvis er ’Anxiety’ også et album, man har lyst til at høre flere gange, og jeg glæder mig til at høre mere fra dem i fremtiden. De er bestemt værd at lytte til.