Plejebørn er som lykkeposer – med vidt forskelligt indhold

Marita og hendes mand har én biologisk søn og tre plejebørn. Opgaven som plejefamilie kan være særdeles udfordrende, men det er en mulighed for at gøre en forskel. Læs Maritas fortælling om deres erfaring som plejefamilie – med Guds hjælp.

Af Marita Wohlgemuth

Når jeg tænker på vores familie, spørger jeg ofte mig selv: ”Hvad var det nu, der fik os til det? Mod eller overmod? Kan vi klare det?” Allerede da vi tog vores første plejebarn til os, var der nogle, der forbavset udbrød: ”At I dog tør!” Og nu har vi efterhånden fået tre …

Efter min uddannelse til familiepædagog arbejdede jeg som socialpædagog i dagsgruppen på et børnehjem. Jeg var tit træt af de begrænsede muligheder, vi havde for at hjælpe børnene. Efter aftener og weekender hjemme hos forældrene kom de mange gange næsten apatiske tilbage. Jeg ville gerne nå helt ind til dem, men som team var der kun sparsom tid til at lytte til deres følelsesmæssige behov.

Mit inderste ønske

Da jeg blev gravid, var jeg glad for at kunne gå på barsel. Silas kom sund og rask til verden efter en vanskelig graviditet – en sand gave. Som kolikbarn havde han brug for meget opmærksomhed.
Efter nogen tid afløste jeg min mand som den i familien, der havde den største indtægt, og begyndte at arbejde på et mor-/barnhjem for unge mødre fra 14 år og op. Jeg støttede mødrene, men så sjældent nogen forbedring. Mange af de unge mødre interesserede sig ikke for muligheden for at beholde deres barn og samtidig tage en uddannelse. De var stadig teenagere og havde mere lyst til at gå i byen om aftenen og sove længe om morgenen. For de nyfødte og de lidt større børn var situationen i mine øjne ofte næsten ikke til at holde ud.
Den ene gang efter den anden skete det, at en mor gav op, og at jeg måtte finde en plejefamilie til det barn, der var blevet ladt i stikken. Betingelserne var trøstesløse, for jeg havde ikke tid til at formidle en god overgang for børnene. Efter længe at have levet med den følelse af magtesløshed, indså jeg, at noget måtte gøres for mit vedkommende. Jeg havde i stedet lyst til at passe børnene derhjemme – med god tid og frem for alt individuel pleje. Min mand støttede mig, og vi besluttede således for fem år siden at tage et barn i pleje i vores familie, Alina, 18 måneder gammel.

Alina

For at klare det økonomisk fortsatte jeg mit arbejde på mor-/barnhjemmet, mens min mand blev hjemme og passede Silas og Alina.
Ved siden af arbejdede han freelance som klovn og webdesigner. Men vi mærkede hurtigt, at den nye situation var en udfordring: Alinas biologiske mor var psykisk syg, og kontakten til hende meget vanskelig. Hun kæmpede for sit barn. Den lille havde ikke blot flere tilfælde af omsorgssvigt bag sig, men også skader fremkaldt under graviditeten. På grund af morens alkoholmisbrug var hun kommet til verden med en alkoholfosterskade (FASD).
Det varede således et stykke tid, før vi som familie så nogenlunde fik styr på hverdagen igen. Alina udviklede sig kun langsomt og kunne skrige uafbrudt i timevis, især om natten. I længden var det umuligt med et fælles børneværelse til Silas og Alina.

På den rigtige vej

Vi flyttede til et større hus. Min mand udbyggede sin profession som selvstændig, og jeg begyndte gradvist at skære ned på mit arbejde. Målet var at tage endnu et barn i pleje og derpå arbejde hjemme.
Fra bekendte hørte vi ofte bemærkningen: ”At I dog tør!” Men vi følte os godt klædt på til opgaven og på den rigtige vej.

Huset fyldes

I mellemtiden havde vi henvendt os til en privat institution, som nogle af vore venner havde gode erfaringer med. Der kom mange forespørgsler herfra om at modtage børn. Flere gange gik det i vasken i sidste øjeblik. Engang skulle vi næste dag hente en dreng, men da vi kom, var hans mor pludselig gået under jorden med ham. Det var følelsesmæssigt anstrengende.
Men så tog det hele pludselig fart. En mandag morgen kom opringningen: ”I kan få Micha (3) og hans søster Laura (5) i akut pleje. Vi beder jer hente dem i løbet af et par timer.”

“Det var godt for os at blive forstået der uden at skulle forklare os, at bede sammen og lægge vore problemer frem for Gud.”

Til at begynde med skulle de to kun blive et par uger. Men forældrene kunne ikke få styr på deres liv, og derfor blev Micha hos os. Laura havde overtaget rollen som mor for sin lillebror, og vi mente, hun ville have det bedre, hvis hun kom i en anden familie. Derfor måtte Laura endnu engang flytte – denne gang til en kærlig og omsorgsfuld familie, hvor hun fik lov at være den yngste.
Kort efter havde Michas lillesøster Ida brug for et nyt hjem. Hun var midlertidigt blevet anbragt hos en anden familie, men kunne ikke blive der. Vi besluttede os derfor for også at give Ida et nyt hjem.

Midt i stormen

Nu stod min mand og jeg foran den opgave at integrere yderligere to børn med en svær start i livet i vores familie. I mellemtiden havde jeg sagt mit arbejde på mor-/barnhjemmet op, men havde stadig enkelte nattevagter på hjemmet, og derfor var overgangstiden hård.
Micha havde svært ved at klare forandringen og udviklede en spiseforstyrrelse. Da sygdommen var allerværst, kunne blot det at rasle med køkkengrej få ham til at kaste op. Han ville ikke lade os give sig mad og savnede sin mor. Silas, vores store dreng, kæmpede for at finde sin plads i familien. Han havde brug for opmærksomhed og prøvede at få den ved hyppige raseriudbrud.
Alinas mor forsøgte med en retssag at få sin yngste datter tilbage. Vi var bange for, at vi efter to år igen ville blive nødt til at give den lille pige fra os – til en usikker fremtid. Hun udviklede sig samtidig meget langsomt og havde svært ved at lære at tale. Der stod vi så – midt i stormen.
Jeg kan huske to sange, som fulgte mig dengang og gav mig mod: ”Praise You In This Storm” af Casting Crowns og ”Du lebst” af Sara Lorenz.
Da vi mærkede, at børnene havde brug for steder at trække sig tilbage til, så vi os igen om efter et større hus. Det var ikke let, for kun få udlejere vil leje ud til en familie med fire børn. Samtidig kæmpede vi i månedsvis for at få en støttepædagog til Alina i børnehaven. Vi ville gøre alt, hvad vi kunne, for at hun kunne gøre fremskridt.

At give slip og have tillid

I denne periode fandt vi en plejeforældrekreds i en kristen menighed i en naboby. Det var godt for os at blive forstået der uden at skulle forklare os, at bede sammen og lægge vore problemer frem for Gud. Gud gav mig efter en lang brydningsperiode den indre ro, der skulle til for at kunne lægge problemerne med Alina fra mig. Vi fandt et stort hus, hvor vi kunne indrette loftet og således få fire børneværelser.
Efter en udmattende ombygning ankom vi med vores fire særlige børn til det nye sted. Alle tog imod os med åbne arme. Den nye børnehave havde en stærk, kristen holdning og stor erfaring med plejebørn. Silas’ nye klasselærer var alle tiders! Vi så Guds førelse i det og var uendeligt taknemmelige. Vi fandt oven i købet en menighed, hvor vi følte os velkomne og godt tilpas.

Styrke til hver dag

Naturligvis er der stadig dage, hvor jeg beder Gud om styrke til netop denne dag, og der er uger, hvor jeg aflyser aftaler for at være sammen med børnene.
De gør med hver deres særlige behov ubevidst opmærksom på mine mangler og svage sider. Tit må jeg spørge en kollega fra den lokale pædagogiske rådgivningsklinik til råds, eller jeg drøfter mine indtryk med en fagperson fra vores institution.

Det går fremad
Det glæder mig især, at børnene gør fremskridt: Silas er blevet følelsesmæssigt mere stabil. Micha har lært at spise normalt. Alina har udviklet sig så positivt, at hun kan starte i en normalklasse i skolen. Også Ida begynder at forstå, hvordan et liv med dobbelt forældreskab fungerer.
De tre små ser deres forældre med regelmæssige mellemrum: Alina hver anden uge, Micha hver fjerde og Ida hver ottende uge. Vi forhandler halvårligt med socialmyndighederne og de biologiske forældre om aftaler, der tilgodeser børnenes behov.

”Lykkeposer”

Børneværnet har hårdt brug for plejeforældre. Alligevel er jeg ofte tilbageholdende, når jeg lærer entusiastiske ansøgere at kende. Det er en beslutning, som kræver mod og udholdenhed og den ene gang efter den anden sætter din tålmodighed på prøve. Personligt vil jeg sige, at det at være plejemor er et kald. Jeg må acceptere ikke at have meget tid til overs til fritidsinteresser eller kunne holde fyraften klokken 17. Det går ikke i dette job.
Ofte hører jeg andre plejeforældres overdrevne forventninger til ’nye’ børn, såsom at plejebarnet skal være sundt og rask, godt begavet og i tre års alderen parat til at blive passet fuldtids i en institution, så arbejdet ikke fylder for meget … eller det skal erstatte et biologisk barn. Så må jeg tænke, at det bliver virkelig svært.

“Når jeg tænker på fremtiden, ser jeg følgende citat for mine øjne: ”Jeg ved ikke, hvor Gud fører mig hen, men jeg ved, at han fører mig.”

Plejebørn er ”lykkeposer”: De har ofte meget tunge rygsække med sig, men også et hav af evner og muligheder. Det er børn, som vi får lov at følge et stykke hen ad vejen – præcis som biologiske børn. Samtidig er jeg ikke sikker på, om de virkelig vil spørge os om vej. Den har de egentlig allerede i sig. Jeg ser dem snarere som et spejl, ofte et, som er slået i tusinde stykker. Hos Gud vil vi se det hele samlet, og det glæder jeg mig til.
Når jeg tænker på fremtiden, ser jeg følgende citat for mine øjne: ”Jeg ved ikke, hvor Gud fører mig hen, men jeg ved, at han fører mig.”
Det stoler jeg på af hele mit hjerte – også selvom om jeg ved af erfaring, at vejen ofte går gennem dybe dale.

Marita Wohlgemuth er familiepædagog. Hun og hendes mand har en biologisk søn og tre plejebørn.