Sommerstævne i Brande

Kristne fra mange forskellige nationer var med på sommerstævnet i Troens Ord i Brande.
Kristne fra mange forskellige nationer var med på sommerstævnet i Troens Ord i Brande.

Der var stor international mangfoldighed, da menigheden ’Troens Ord’ i Brande holdt Sommerfest i den forløbne weekend.

Hovedtalerne var Anu Jacob fra Indien og pastor Jens Garnfeldt fra KBC samt menighedens egne pastorer Erling Laursen og Stephen Moses. Sidstnævnte er missionær fra Indien, som er tilknyttet Troens Ord for tiden sammen med sin hustru og familie.
Pastor Erling Laursen er nemlig også apostel for flere østeuropæiske menigheder, og konferencen er derfor også en fest, hvor repræsentanter for kontakt-menighederne kommer til Brande for at møde hinanden.
Der var således besøg fra bl.a. Moldavien, Ukraine og Honduras.
Der var en international dag i lørdags med spisning af forskellige nationaliteters retter.
Søndag var der dåb i kirken, hvor der også blev flaget med de forskellige internationale flag.
Pastor Jens Garnfeldt lagde i sin forkyndelse vægt på, at vækkelse starter i den enkelte kristne, og at kristne på den måde bliver bærere af vækkelses ild og kraft ud til en fortabt verden.
– Vi er nødt til bestandig at blive fyldt op med Helligåndens ild og kraft for at kunne bære vækkelsen ud, sagde han.
Hans sidste møde på konferensen blev en demonstration af det, han havde prædiket.
– Vækkelsens ild og omvendelse bragte en åndelig samhørighed i atmosfæren. Guds Ånd var så kraftfuldt til stede, at der blev født noget nyt, og mange trådte ind i en ny dimension af Helligåndens ild og kraft, og det bragte fornyet håb i menigheden for Danmark, Europa og Verden, fortæller en deltager,
Der var besøg af Anu Jacob fra Indien, hvor han i en alder af kun 32 år har grundlagt 86 kirker og har 146 tjenester, som han støtter og hjælper. Blandt andet havde han i 2010 holdt vækkelseskampagner i samtlige årets 52 uger, hvor de rejste fra by til by hveranden dag. I 2012 afholdt han vækkelseskampagner i 14 nordindiske stater.
Anu Jacob gjorde det klart, at når du har et Guds løfte, så er der også problemer.
– Hvis Gud ikke udfordrer os, som en naturlig åndelig proces, med en Goliat i vores liv, kan vi heller ikke se, hvor stærke vi er, sagde Anu Jacob.
Han opfordrede kristne til at tage deres kors op og have fokus på kraften i Guds løfter
– Så vi kan overvinde fjenderne – før de overvinder os.
AnneMaria/Henri.